23948sdkhjf

Social dumping klæber til byggeriet

Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet samarbejder nu i et nyt tværgående indsatsteam, som specialiserer sig i de grove og komplicerede sager

Der var igen bid, da Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet den 20. marts gennemførte årets anden landsdækkende aktion mod social dumping.

På landsplan blev 78 virksomheder kontrolleret. Myndighederne fandt tegn på social dumping i 65 af virksomhederne, hvilket svarer til 83 pct. Nu kan de se frem til yderligere kontrol.

Værst stod det til i Esbjerg. Under aktionen i det vestjyske fandt Skattestyrelsen tegn på social dumping i 15 ud af 16 besøgte virksomheder inden for byggebranchen.

- Vi fandt indikationer på social dumping i 15 af de virksomheder, vi besøgte i Esbjerg. De kan nu alle se frem til yderligere kontrol fra os, så vi kan få rettet op på konkrete forhold og gjort regninger op i de situationer, hvor det er nødvendigt, forklarer Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse

Skattestyrelsens kontroller har særligt fokus på, at der afregnes korrekt skat og moms til Danmark af især udenlandske virksomheder og medarbejdere. I Esbjerg talte Skattestyrelsens folk med 16 medarbejdere, hvoraf de 14 var udenlandske, i de virksomheder, der blev kontrolleret. Det er især problemer omkring eglerne for arbejdsudleje, og hvorvidt medarbejdere og selvstændige reelt er lønmodtagere, som Skattestyrelsen oftest oplever.

Fælles myndighedsindsats mod social dumping

Skattestyrelsen har siden 2012 indgået i en fælles myndighedsindsats mod social dumping sammen med Arbejdstilsynet og politiet. Formålet er at sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og følger den danske lovgivning samt forebygger konkurrenceforvridning blandt virksomheder, der anvender udenlandske underleverandører og ansatte.

Indsatsen sker gennem målrettede fælles kontrolaktioner mod brancher og virksomheder, hvor der vurderes at være risiko for svindel eksempelvis på byggepladser, restauranter, gartnerier, rengøring og i landbruget. Som led i indsatsen gennemfører de tre myndigheder en række fælles kontrolaktioner. 

I 2024 er det planen at gennemføre otte landsdækkende aktioner samt en række regionale aktioner.

Skattestyrelsens rolle i myndighedssamarbejdet er at kontrollere, om udenlandske virksomheder og arbejdstagere er registreret korrekt i forhold til moms og skat, samt om moms og skat er angivet og betalt korrekt.

- I Esbjerg er der forskellige problemer, vi skal have fulgt op på. Men umiddelbart mener vi, at medarbejderne i 10 udenlandske virksomheder reelt bør anses for at være lønmodtagere i de danske virksomheder, de udfører arbejde for. Og at medarbejderne i fem udenlandske virksomheder skal anses for arbejdsudlejet til de danske virksomheder, de udfører arbejde for. Det betyder, at der løbende skal afregnes dansk skat af deres indtægter, siger Ernst O. Nielsen.

Nyt tværgående indsatsteam

For yderligere at dæmme op for social dumping og brug af illegal arbejdskraft, har Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet indledt et samarbejde i et nyt tværgående indsatsteam, som specialiserer sig i de grove og komplicerede sager.

- Det kan eksempelvis være udenlandske virksomheder, der gentagne gange begår grove overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen med risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed, snyder i forhold til moms- og skattelovgivningen og bruger illegal arbejdskraft.

Indsatsteamet skal styrke myndighedernes samarbejde, så der i endnu højere grad er målrettet tilsyn og kontrol de steder, hvor virksomheder ikke følger reglerne. Det sker blandt andet ved større brug af data fra de tre instanser. Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet skal løbende koordinere og følge op på fælles aktioner og anvende ny viden om udviklingen i arbejdslivskriminalitet, social dumping og brug af illegal arbejdskraft.

På fællesaktionerne kontrollerer myndighederne virksomhedernes arbejdsmiljø og skatteforhold, ligesom de kontrollerer, om de udenlandske medarbejdere har de fornødne arbejds- eller opholdstilladelser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047