23948sdkhjf

En ny generation melder klar: - De skal ikke være bange for at lytte til os

Den næste generation af håndværkere melder klar til at give den gas og bringe ny viden til deres respektive fag. Til gengæld forventer de at blive behandlet ordentligt

Med uddelingen af 47 guldmedaljer blev der i slutningen af april sat punktum for det hidtil største DM i Skills. Over tre dage viste landets dygtigste håndværkertalenter deres kunnen frem, mens et hav af engagerede lærlinge stod klar i kulissen til at svare på spørgsmål og sælge deres fag. 

Mester Tidende benyttede lejligheden til at tage pulsen på den ungdom, der udgør byggeriets fremtid.

Malthe Naundrup, 21 år

 Elektrikerlærling hos Bravida 


Hvad er det bedste ved dit fag?

Noget af det fedeste er, at der er så mange muligheder. Alene under uddannelsen specialiserer man sig i fire-fem forskellige retninger, så der er ikke to elektrikeruddannelser, der er ens. I praktikken får man lov at prøve en masse forskelligt af, så man finder ud af, hvad man godt kan lide at arbejde med, og så har jeg som EUX’er også rigtig mange veje at gå efter uddannelsen.


Hvilken karriere drømmer du om?

Jeg har en lille drøm om at videreuddanne mig til ingeniør inden for elektroteknologi eller som svagstrømsingeniør.


Hvad er det vigtigste, en arbejdsgiver skal vide om dig og din generation af håndværkere?

At de ikke skal være bange for at lytte til os. Der kan godt være en tendens til, at man holder fast i den måde, man altid har gjort tingene på, men vi kommer med rigtig meget ny viden, og måske er der nogle ting, der i dag kan gøres både hurtigere og smartere, end de har været vant til.

Derfor skal de heller ikke regne med, at vi som færdiguddannede vil lade os spise af med ungsvendeløn, for vi kommer med en hel ny viden og nye løsninger, og derfor er vi ikke mindre værd end de ældre og mere erfarne.

Jonas Schwartzbach Kroman, 18 år

Murerlærling hos Sandholdt & Pedersen samt Skills-deltager 


Hvad er det bedste ved dit fag?

Det er at lægge sten – at komme ud på en god, lang flugt og så bare mure sten.


Hvilken karriere drømmer du om?

Jeg ved det faktisk ikke. Jeg er udlært til næste år, og i første omgang vil jeg gerne blive i firmaet, men den helt store drøm er at starte op som selvstændig en dag.


Hvad er fedt ved at deltage i Skills?

Det er et helt andet niveau, som du ikke oplever hverken på skolen eller til hverdag i firmaet. Det er meget mere udfordrende, og så er der jo også hele konkurrenceelementet, der er sjovt.

Alberte Nielsen, 18 år

Blikkenslagerlærling hos Lytzen i Hjørring samt medlem af landsudvalget i Blik og Rørarbejderforbundet 


Hvad er det bedste ved dit fag?

Friheden. Du går ude, så du har den plads, du skal bruge, og så kan du gøre ting på din egen måde, så længe du får det bedste resultat.


Hvilken karriere drømmer du om?

På mange måder en, der ser ud, som den gør nu. Hvor jeg har friheden til at gøre mit arbejde, og hvor jeg bliver stolet på og får lov at tage ansvar.


Hvad er det vigtigste, en arbejdsgiver skal vide om dig og din generation af håndværkere?

At vi siger tingene, som de er – er vi ikke tilpasse, så får de det at vide, og vi stiller krav om ordentlige vilkår. Det tror jeg, at der er større fokus på, end der tidligere har været.

Mikkel Kjær, 18 år

 I skolepraktik som bygningssnedker på Roskilde Teknisk Skole 


Hvad er det bedste ved dit fag?

Friheden til selv at kunne bestemme, hvordan du kommer frem til målet. Og så selvfølgelig at der kommer noget pænt ud af det.


Hvilken karriere drømmer du om?

Jeg er EUX’er, og tror gerne, at jeg på et tidspunkt vil videreuddanne mig - måske til ingeniør inden for noget med bæredygtigt byggeri.


Hvad er det vigtigste, en arbejdsgiver skal vide om dig og din generation af håndværkere?

Jeg ved ikke, om der er noget specielt ved vores generation. Men det er vigtigt, at de er imødekommende, og det er nogle, man kan snakke med. De skal huske, at vi er mennesker og ikke maskiner.

Martin Nadal, 20 år

VVS-energispecialistlærling hos Havnsø Blindkilde samt Skills-deltager 


Hvad er det bedste ved dit fag?

Det bedste er, at det er så bredt. Jeg beskæftiger mig med meget forskelligt, og så er der meget fokus på finarbejde.


Hvilken karriere drømmer du om?

Det er svært at sige. Men jeg vil gerne fortsætte som VVS’er og måske også blive autoriseret, så jeg kan starte op selv.


Hvad er det vigtigste, en arbejdsgiver skal vide om dig og din generation af håndværkere?

At vi giver den gas, og vi har en masse teknisk viden med fra skolebænken, som de kan bruge til rigtig meget.

Fotos: Sophia Hviid

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093