23948sdkhjf

Kreditkrise: Vækstkaution kan sikre bankerne

Bankerne udnytter ikke deres mulighed for at sikre kapital gennem Vækstkaution, mener Dansk Byggeri
Banker sidder hårdt på pengene – og de er særlig påholdende, når de står overfor en byggevirksomhed, der har brug for garantier eller finansiering. Men bankerne udnytter ikke deres mulighed for at sikre kapital gennem Vækstkaution. Det mener Dansk Byggeri

Der er mange gode grunde til, at bankerne er blevet mere forsigtige, men det sender også store problemer videre ud i de økonomiske systemer. Erhvervslivet er sådan indrettet, at banker er en fast partner i den værdiskabende proces. Uden banken får ikke mindst mange byggevirksomheder problemer med at sikre den nødvendige finansiering og levere den ønskede garantistillelse.

- Det er tæt på kernen i den økonomiske krise, som vi står i, mener udviklingschef Jørn Jensen, Dansk Byggeri. Han gør det klart, at bygge- og anlægsbranchen befinder sig i en meget kritisk situation.

Sunde projekter skrottes

- Vi er i 2011 tæt på 1.000 konkurser, og friske undersøgelser viser, at forholdet mellem gæld og omsætning er meget problematisk i mange byggevirksomheder. Det kan de kun gøre noget ved gennem øget omsætning, og det kræver i første omgang adgang til finansiering og kreditter. Ingen er tjent med, at sunde projekter bliver skrottet, fordi ingen tør sætte noget i værk.

- Der er derfor grund til at reagere, og vi mener, at bankerne overser deres mulighed for at forsikre sig selv ved at skaffe den nødvendige kapital gennem fx Vækstkaution. Enten er de enkelte bankrådgivere ikke bekendt med mulighederne, eller også er de uvillige. Men resultatet er, at det lukker virksomhedernes mulighed for at skabe værdier gennem sikkerhed fra Vækstkaution, siger Jørn Jensen.

Skræddersyet til byggebranchen

Jørn Jensen mindes ikke, at der nogensinde før har været udfoldet så store anstrengelser for at åbne finansieringsmuligheder for medlemmer og for byggeriets øvrige aktører. Det er nemlig alle dele af byggeriets værdikæde, som mærker kreditklemmen.

- Og første led i kæden er kunden, som skal have pengene til rådighed – ellers bliver projektet ikke til noget. Desværre har vi også mange eksempler på automatreaktioner i bankverdenen, som siger nej til branchen som sådan – uanset at der er tale om gode og sunde projekter. Det er i den forbindelse, at vi opfordrer bankerne til at være mere nuancerede og eksempelvis se på Vækstkaution, som en glimrende, næsten skræddersyet, mulighed for byggebranchen, siger Jørn Jensen og slutter:

- Byggeriet er udset til at spille en stor rolle i den genoplivning af økonomien, som er sat i gang med fremrykning af offentlige investeringer og store anlægsopgaver. Det vil lægge pres på virksomhedernes behov for kautioner for garantier og kreditter, og der vil vi opfordre bankerne til at være mere åbne overfor anvendelse af de muligheder, bankerne har, ved at benytte sig af Vækstkaution.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078