23948sdkhjf

Bedre adgang til EU-udbud

EU styrker små virksomheders adgang til offentlige opgaver
EU Kommissionens nye udbudsdirektiver vil dele offentlige opgaver op i mindre dele, så små og mellemstore virksomheder bedre kan deltage i udbudsrunderne. Og det er et kæmpeskridt i den rigtige retning for SMV’erne, mener Håndværksrådet

EU Kommissionen har netop offentliggjort sit udkast til de reviderede udbudsdirektiver, og Kommissionen efterkommer et længe udtalt ønske fra Håndværksrådet.

- Når de nye udbudsdirektiver bliver omsat til dansk lov, vil SMV’erne få markant forbedrede muligheder for at vinde offentlige opgaver, siger EU-jurist Jeppe Rosenmejer.

Udbud opdeles i fagentrepriser

EU Kommissionen lægger i sit forslag op til, at kontrakter udbudt efter EU’s udbudsregler skal deles op i mindre bidder, såkaldte fagentrepriser. Hvis de offentlige udbydere ikke ønsker dette, men hellere vil udbyde hele kontrakten i en samlet kontrakt til én totalentreprenør, skal det offentlige udtrykkeligt retfærdiggøre hvorfor, man ikke udbyder i mindre dele.

- Vi kunne ikke have ønsket et bedre budskab fra Kommissionen. Reelt vender man bevisbyrden, så kommuner og andre offentlige udbydere fremover skal kunne fremvise en rigtig god grund til at udbyde SMV-fjendtligt, dvs. i hovedentrepriser, store rammeaftaler eller totalentrepriser, siger Jeppe Rosenmejer.

Han fremhæver, at en SMV-fjendtlig udbudspolitik koster skatteborgerne dyrt. Udbud i store klumper gør det meget svært for små og mellemstore virksomheder at byde på opgaverne, og på den måde får man mindre konkurrence om de offentlige opgaver.

- Det er ingen hemmelighed, at det er strenge tider for de små og mellemstore virksomheder. EU Kommissionens nye direktiver kan forhåbentligt være med til at give Danmarks SMV’er adgang til et stort marked i en svær tid, siger Jeppe Rosenmejer.

Da ikke alle offentlige opgaver skal udbydes efter EU-reglerne, opfordrer Håndværksrådet den danske regering til at indføre en tilsvarende regel i dansk ret, så reglerne ikke kun gælder for store kontrakter, men for alle opgaver, der udbydes til private virksomheder. Det vil være i god tråd med princippet fra EU’s Small Business Act om at "Tænke-småt-først", som Danmark har tilsluttet sig.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063