23948sdkhjf

SMV'erne gambler med klausulerne

Manglende konkurrenceklausuler truer de små og mellemstore virksomheders eksistens
Hele 83 pct. af danske SMV'er har ikke konkurrenceklausuler for sine bestyrelsesmedlemmer. Det viser en ny undersøgelse fra advokatkæden Advodan. Dermed sætter virksomhederne deres eksistens på højkant, da et fratrådt bestyrelsesmedlem frit kan gå til en konkurrerende virksomhed med forretningshemmeligheder.

Ud af de adspurgte SMV'er i undersøgelsen løber godt fire ud af fem unødvendige risici, når et bestyrelsesmedlem forlader sin post. Uden en konkurrenceklausul er et bestyrelsesmedlem nemlig kun underlagt markedsføringslovens forholdsvis svage bestemmelser. Så snart medlemmet udtræder af bestyrelsen kan vedkommende således frit inden for markedsføringslovens rammer bruge sin viden om strategier og forretningshemmeligheder i tilsvarende virksomheder.

Kend risikoen!

- I værste fald kan det true virksomhedens eksistens, hvis et tidligere bestyrelsesmedlem sælger eller selv gør brug af sin viden om eksempelvis unikke produktionsmetoder, et nyt produkt eller en særlig strategi. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne kender risikoen og gør sig klart, om der er særlige forhold, der bør beskyttes med en konkurrenceklausul, forklarer advokat Carl-Jørgen Thinggaard fra Advodan.

Konkurrenceklausulen forhindrer i sig selv ikke tidligere bestyrelsesmedlemmer i at bruge deres viden, men klausulen sikrer virksomheden en økonomisk kompensation, hvis det sker. Kompensationens størrelse og øvrige bestemmelser for bestyrelsesmedlemmerne fastsættes på forhånd i klausulen.

- Ud over at opridse de økonomiske konsekvenser bør en konkurrenceklausul også fastslå, i hvor langt et tidsrum forhenværende bestyrelsesmedlemmer ikke må indtræde i bestyrelser i konkurrerende virksomheder eller gøre brug af tilegnet viden. Her er der dog krav om, at perioden for, hvornår vedkommende må tage andet bestyrelsesarbejde, skal holdes inden for rimelighedens grænser. Ellers risikerer virksomheden, at klausulen erklæres ugyldig på dette punkt, siger Carl-Jørgen Thinggaard.

Tilpas klausulerne

Ifølge Carl-Jørgen Thinggaard er det især hos videnvirksomheder og produktionsvirksomheder med aktive og professionelle bestyrelsesmedlemmer, at risikoen er størst ved at undlade konkurrenceklausuler. Den forstærkes yderligere, hvis virksomheden beskæftiger sig med særlige produkter eller unikke arbejdsmetoder.

- Uanset branche og virksomhedens størrelse er det vigtigt, at direktionen kender til risikoen og vurderer behovet for konkurrenceklausuler ud fra forholdene i den enkelte virksomhed. Selv i mindre virksomheder kan det nemt tænkes, at ejerne ikke vil tillade, at eksisterende bestyrelsesmedlemmer sidder i andre bestyrelser for virksomheder i samme branche. Det bør indgå i en konkurrenceklausul, fastslår Carl-Jørgen Thinggaard.

Mange glemmer forsikringen

Samtidig med at en stor del af SMV'erne unødvendigt risikerer konkurrence fra fratrådte bestyrelsesmedlemmer, viser undersøgelsen fra Advodan også, at næsten ligeså mange glemmer at forsikre sine bestyrelsesmedlemmer i tilfælde af en konkurs. Således har kun 22 pct. af de adspurgte virksomheder tegnet en bestyrelsesansvarsforsikring.

- Ansvarsforsikringen er som andre gængse forsikringer rigtig god at have, hvis uheldet er ude, og virksomhederne og ikke mindst bestyrelsesmedlemmerne løber i hvert fald en betydelig risiko ved at undlade den. Viser det sig, at bestyrelsen har handlet uansvarligt, eksempelvis forud for en konkurs, kan de enkelte medlemmer nemlig gøres økonomisk ansvarlige over for kreditorer, kapitalejere og konkursboet, understreger Carl-Jørgen Thinggaard.

I sådanne sager kan alene sagsomkostningerne være ruinerende, men en bestyrelsesansvarsforsikring dækker sædvanligvis både sagsomkostninger og erstatningskrav mod medlemmerne.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078