Gammel vin på nye flasker

Når fagbevægelsen endnu en gang lufter forslaget om krav om et vist antal lærlinge i virksomheder, der vil udføre opgaver for det offentlige, så er der kun at konstatere, at den har vi set før, og at det er både urealistisk i forhold til licitationsreglerne og et udtryk for manglende tillid til, at eksempelvis byggebranchen selv kan styre udviklingen på området.

Ingen byggevirksomhed, stor som lille, er i tvivl om vigtigheden af at sikre, at der også i fremtiden vil være den fornødne arbejdskraft til rådighed. Derfor tager virksomhederne også det antal lærlinge, det er muligt i forhold til aktivitetsniveauet.

Ifølge et juridisk responsum fra Århus Kommune må der kun stilles krav om eksempelvis lærepladser, hvis det knytter sig til den enkelte opgave og ikke til entreprenørens generelle personalepolitik og ledelse. 10.000 kroners spørgsmålet vil være, hvordan der kan knyttes lærlingekrav til enkeltopgaver? Det må vel også være gået op for selv Århus Kommune, at lærlingepladser ikke er noget, der oprettes med henblik på enkeltopgaver, og derfor er der altså tale om at stille krav til "den generelle personalepolitik og ledelse". Det vil samtidig være et krav, der er ulovligt, fordi det eksempelvis udelukker VVS-virksomheder i Nordjylland, der har svært ved at skaffe lærlinge. Med de seneste initiativer fra regeringen med henblik på at skaffe flere lærepladser, er der ingen tvivl om, at virksomhederne har fået rigeligt med økonomisk incitament til at åbne for flere elever. Der er ikke behov for mere eller mindre planøkonomisk opfindsomhed, der i sidste ende vil forvride konkurrencen og dermed fordyre byggerierne. Er der en branche, der gennem årene har påtaget sig en meget stor del af den samlede uddannelsesindsats, også større end branchens størrelse egentlig tilskriver, så er det byggebranchen. Derfor er det totalt malplaceret, når politikere og dele af fagbevægelsen nu forsøger at slå politisk plat af krisens følger på praktikpladsområdet. Dertil kommer, at der er et EU-retsligt aspekt i kravet om lærlinge. Andre EU-lande har ikke de samme uddannelseskrav som de danske, og derfor vil det være at betragte som en "handelsbarriere" at stille krav, som de udenlandske firmaer ikke kan opfylde, da hverken Århus eller andre kommuner vel kan forestille sig krav om, at østeuropæiske firmaer skal påtage sig en dansk uddannelsesforpligtelse. Kommunerne burde i stedet koncentrere sig om at sikre, at de ikke benytter entreprenører eller underentreprenører, som gør brug af illegal, sort arbejdskraft. Kommunerne har nemlig ikke ligefrem stået forrest for at påtage sig en rimelig del af uddannelsesindsatsen.