23948sdkhjf

Malermester syg af maling

Malermester Peter Thylander blev syg af plasticmaling. Han mener, der bliver gjort for lidt for at dæmme op for skadelige stoffer i malerprodukter
Peter Thylander er malermester. Tilbage i 2002 oplevede han, at han fik influenzalignende symptomer efter at have malet med plasticmaling. Det skete efter, at han i en lang tid kun havde arbejdet med kalkmaling på et restaureringsprojekt og igen kom til at arbejde med plasticmaling.

- Jeg havde en lærling, der oplevede de samme symptomer som mig. Han måtte stoppe, og kunne ikke færdiggøre sin uddannelse som maler. Jeg synes, det er påfaldende, når man ser de her ting ved brug af nyere produkter, mens de gamle, som man har brugt i flere tusind år, ikke giver de samme problemer, siger Peter Thylander, indehaver af Thylander malehåndværk ApS, til Mester Tidende.

Allergisk eksem
I Malerforbundet fortæller de, at de har registreret en stigning i anmeldelser af arbejdsbetinget allergisk eksem i de senere år, som opstået ved kontakt med konserveringsmidler (MI). Den oplysning overrasker ikke Peter Thylander.

- Siden 50’erne er det gået rigtig stærkt med udviklingen. Og vi må erkende, at vi malere fuldstændig ukritisk bare har brugt løs. Det er ikke af ond vilje, men i min verden har man foregøglet sikkerheden, fordi man ikke kender omfanget af de konsekvenser produkterne har for helbred og miljø, før man sender dem på markedet, siger Peter Thylander.

Bruger andre produkter
Det er REACH-ordningen, der bestemmer, hvilke ting, der må være i malerprodukter. REACH er en kemikalielovgivning, der gælder for samtlige EU lande, som skal sikre et ensartet regelsæt og fælles registrering af de stoffer, der anvendes i EU.

I Dansk Byggeri mener man, at den ordning er dækkende nok.
- REACH-ordningen er meget omfattende, og den sikrer nogle skrappe regler og krav til producenterne, om hvordan man oplyser brugerne af deres produkter. Jeg tror desværre ikke, vi kan gardere os hundrede procent, men vi stoler på REACH, og vi mener, at reglerne er udemærkede, som de er, siger Morten Gudmundsson, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Byggeri.

Drop vanetænkningen
Alligevel mener Peter Thylander, der bliver gjort for lidt fra myndighedernes side for at dæmme op for de skadelige stoffer i malerprodukterne. Det har fået den konsekvens, at han nu kun bruger plasticmaling i meget begrænset omfang.

- Efter jeg begyndte at blive syg, begyndte vi at bruge langt mere lindolie, mos- og kalkfarve. Det er kun vanetænkning, der forhindrer os i ikke at bruge mere af den slags.
Det handler om at opdrage vores kunder og os selv, siger Peter Thylander, til Mester Tidende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172