23948sdkhjf

Netværk giver håndværksmestre fordele

Dansk Byggeri er med til at skabe effektive netværksgrupper for små og mellemstore virksomheder
Mange virksomhedsejere og ledende medarbejdere har glæde af at dele deres viden og erfaring med andre i lignende stillinger, og et godt etableret netværk gavner også virksomheden. For mindre virksomheder kan det give særlig god mening, men hvordan og hvor går man egentlig hen for at netværke professionelt?

Det har udviklingschef i Dansk Byggeri, Jørn Jensen et bud på.

Han forklarer i Mester Tidende, at både virksomhedsejere og ledende medarbejdere i byggebranchen nogen gange støder på problemstillinger, der kan udfordre effektiviteten på pladsen.

- Den type udfordringer kan ofte være svære at løse. Derfor deltager flere og flere i netværk med andre i samme situation. Ved netværksmøder kan virksomhedsejerne og de ledende medarbejdere nemlig diskutere specifikke problemstillinger, men de kan også få nye input fra eksperter, fremhæver Jørn Jensen.

Fag og funktioner
- Vi ser en stigende efterspørgsel for netværk, og det er faktisk lige så meget vores mindre medlemsvirksomheder såvel som de store, der savner professionel sparring til at løse problemer i hverdagen eller simpelthen gøre tingene anderledes, oplyser Jørn Jensen.

Et netværk kan være svært at starte selv, og derfor hjælper Dansk Byggeri med at skabe netværksgrupper ud fra den enkelte virksomheds ønsker.

Dansk Byggeri kan f.eks. hjælpe med at etablere et virksomhedsnetværk, hvor deltagerne mødes med andre indenfor samme fag. Omvendt kan Dansk Byggeri også hjælpe med at skabe netværk mellem deltagere, der varetager en bestemt funktion, men i forskellige typer virksomheder.

Netværk skal planlægges
- Når man ser tyve år tilbage, så tror jeg egentlig, vores medlemsvirksomheder netværkede automatisk efter fyraftensmøder eller over en øl eller lignende, men i dag har vi utroligt travlt med driften – for ikke at tale om privaten, der jo også skal prioriteres – og så er det svært at få plads til at få netværkene til at gro uden lidt hjælp.

Så netværk skal planlægges og sættes i kalender, fremhæver Jørn Jensen med et smil.
Det seneste netværk, som Dansk Byggeri vil oprette, er et netværk målrettet mindre virksomheder med ønske om ledelsessparring.

- Mindre virksomheder savner ofte sparring og søger netværk for at få ny viden. I mindre virksomheder har man naturligt ikke store afdelinger med mange ansatte til forskellige områder, og derfor kan man føle sig lidt ”alene” om opgaven, og det kan netværk være med til at afhjælpe. For hvordan skal man tænke i nye baner uden at få nye input og inspiration udefra?, spørger Jørn Jensen.

Faglig og sociale netværk
Nogle netværkssamarbejder er bundet til specifikke forløb og strækker sig over f.eks. seks møder, men Dansk Byggeri har også eksempler på netværk, der har varet ved i over femogtyve år og hvor fokus langsomt har bevæget sig fra faglige problemstillinger til socialt samvær.

Netværk om generationsskifte
Når netværket er etableret anbefaler Dansk Byggeri, at deltagerne planlægger en række møder med forskellige dagsordener, der er relevante for netop dem. Deltagerne kan altså hver især være med til at vælge emner og beslutte, hvordan emnerne skal behandles. Der kan f.eks. arrangeres virksomhedsbesøg, foredrag eller debatter, og Dansk Byggeri stiller gerne en medarbejder til rådighed, som kan hjælpe med at arrangere forløbet.
- Dansk Byggeri har hjulpet mange netværk i gang, og efter et par år er mange af dem selvkørende. Et af de succesfulde netværk har generationsskifte som omdrejningspunkt.
Ved netværk om generationsskifte inviterer vi – udover revisor og advokat – for eksempel erhvervspsykologer og nogen fra ældresagen, som kan hjælpe virksomhedsejeren med at forberede sig på sin fratrædelse. Efter seks netværksmøder er målet, at deltagerne hver især går derfra med en fast plan for, hvordan generationsskiftet skal forløbe, fortæller Jørn Jensen.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156