23948sdkhjf

Glemte håndværk får nyt liv på Frilandsmuseet

Frilandsmuseet inviterer til ”Håndværkets Dage”, hvor man kan få et indblik i gamle håndværkstraditioner og opleve museets håndværkere genopføre et landsbyhus fra Stenstrup på Fyn
I weekenden 30. og 31. maj er håndværkets hemmeligheder og muligheder i centrum, når Frilandsmuseet åbner dørene for ”Håndværkets Dage”. Her står museets specialiserede håndværkere klar til at dele ud af deres viden og give gode fif til, hvordan man bedst vedligeholder ældre huse eller sætter et gammelt sommerhus i stand. Samtidig kan man følge det sidste arbejde med genopførslen af et 1600-tals hus på museet.

Med ”Håndværkets Dage” ønsker Frilandsmuseet at sætte fokus på de spændende oplevelser og det særpræg, der er i godt håndværk, fortæller arkitekt Niels Erik Jensen, leder af Bygninger, Skibe og Anlæg på Frilandsmuseet:

- Der er god grund til at hylde og huske alle de gamle håndværkstraditioner, for selvom vi lever i en tid med masseproduktion, ligger det gode håndværk stadig bag enhver bygning, stol, kaffekop og computer, siger Niels Erik Jensen.
”Håndværkets Dage” giver også unge mænd og kvinder mulighed for at tage en snak med en fagperson, svinge en økse og på den måde afprøve, om håndværksfaget måske er noget for dem - om så de overvejer at blive tømrer, tækkemand, murer, maler eller smed.

- Jeg oplever, at der både blandt de unge og i samfundet generelt er en stigende interesse for håndens virke og en voksende forståelse af, at det rent faktisk er et spændende stykke arbejde, hvor man får lov til at bruge både hænder og hoved. Og den udvikling vil vi gerne være med til at støtte op om, siger Niels Erik Jensen.

Skatkammer af geniale værktøjer
Frilandsmuseets håndværkere giver hver dag håndværkstraditionerne videre til næste generation gennem svendenes oplæring af de unge lærlinge. På den måde bliver det gode håndværk holdt i live - og dét er vigtigt, mener Niels Erik Jensen.

- Vi har en masse ældre bygninger i Danmark, som vi hvert år bruger en masse penge på at vedligeholde og sætte i stand. Men hvis man ikke ved, hvordan man restaurerer gamle huse ordentligt og forsvarligt, så ødelægger man dem. Derfor er det simpelthen nødvendigt, at vi har folk med viden om, hvordan man restaurerer husene på deres præmisser, siger Niels Erik Jensen og tilføjer:

- Og så rummer de gamle håndværk et skatkammer af geniale værktøjer, gennemtænkte og gennemprøvede konstruktioner og stor viden om forskellige materialers egenskaber til forskellige formål.

Alle håndværk i spil
Weekenden 30. og 31. maj er den første af museets to ”Håndværkets Dage”-weekender i 2015, men man kan faktisk sige, at hele året står i håndværkets tegn på Frilandsmuseet. Sæsonen igennem arbejder museets håndværkere rundt omkring på de gamle huse og særligt vil forår og sommer gå med at færdiggøre genopførelsen af et lille præsteenkesæde fra Stenstrup på Fyn. Bygningen er et fint bindingsværkshus fra slutningen af 1600-tallet, som er genopført, som det så ud omkring år 1800. Huset står færdigt i det ydre med mure og tag, men indvendigt pågår arbejdet stadig.
Stenstruphuset er det naturlige midtpunkt for aktiviteterne i forbindelse med ”Håndværkets Dage”, fortæller Niels Erik Jensen:

- Alle de traditionelle håndværksfag har været i spil i byggeprocessen. Håndværkerne har lagt syldsten, hugget, afbundet og rejst bindingsværk og tagværk, og de har tækket taget og klinet og kalket tavlene, siger han og lover, at fagordene vil give mening, når man ser dem udført i levende live.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112