23948sdkhjf

Mestre kæmper om gode svende

Håndværksmestrene forbereder sig på kamp om gode medarbejdere
Der bliver rift om arbejdskraften i de kommende år. Stort set alle brancher vil komme til at opleve mangel på de rigtige medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at specielt de mindre virksomheder tænker fremad, hvis de skal sikre sig, at de også har gode og dygtige medarbejdere i de kommende år.

- Der skal tænkes 2-3 år frem hele tiden i øjeblikket, ellers risikerer de at få perioder, hvor virksomheden må sige nej til opgaver eller kommer til at bruge alt for store ressourcer på overarbejde, planlægning og uhensigtsmæsssige opgaverækkefølger, forklarer Morten Frihagen, direktør i arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk.

Derfor sender organisationen i disse dage en opfordring rundt til medlemmerne om, at det er nu, de skal tænke på, hvem de skal have som medarbejdere om to til tre år - og hvordan de skal finde dem:

- Specielt de mindre håndværksvirksomheder kan få det svært. For selv om det netop er dem, der uddanner de unge, så står store virksomheder i kø for at løbe med arbejdskraften, når svendebrevet er i hus. Og det kan være fristende for de unge at tage imod de tilbud. Men omvendt har netop de mindre virksomheder nogle styrker, som de skal lære at spille på, og det er dem, vi nu gør opmærksom på, forklarer Morten Frihagen.

SMV’ernes særlige styrke
Og en del af løsningen for de mindre virksomheder er netop at holde på deres dygtige lærling, når han eller hun bliver uddannet. Og hvis man vil det, så bør lederen tale med den unge om det i god tid, så han eller hun ved, at virksomheden står klar med et jobtilbud:

- Løn er jo ikke alt. Det at virksomheden sætter pris på ens arbejde tæller faktisk ganske meget for de fleste. Ikke kun i forhold til unge, men også overfor de medarbejdere, man gerne vil være sikker på at beholde. Gode arbejdsforhold, et godt klima i virksomheden, gensidig fleksibilitet og tryghed i ansættelsen vejer ganske godt på ønskelisten. Og netop det, er styrken hos mange af de mindre virksomheder, forklarer Morten Frihagen.

Konkurrence i udkantsområder
Dansk Håndværk peger også på, at der opstår en særlig udfordring for virksomhederne i de tyndt befolkede områder.

- De unge flytter ofte til de større byer under deres uddannelse, og det kan være svært, at få dem til at blive eller flytte tilbage. Derfor skal håndværkerne i de områder være særligt opmærksom på, om de kan få de rigtige medarbejdere. Her er det endnu vigtigere at tænke i virksomhedens fordele, som arbejdsklima, gode kolleger, fleksibilitet og arbejdsforhold. Og at en række leveomkostninger faktisk er lavere end i de store byer, så lønnen strækker længere, mener direktøren.

Hold fast i de dygtigste
Rådene fra arbejdsgiverforeningen peger også på mulighed for tilskud til opkvalificering og uddannelse af medarbejdere og på, hvordan små virksomheder uden lærlinge skal komme i kontakt med blandt andre de unge, der er på vej mod en færdig uddannelse.

- Det her er noget vi som organisation kommer til at arbejde rigtigt meget med i de kommende år. Men det er altså vigtigt, at vi nu får virksomhederne til at forstå, at de også selv skal - og kan - gøre noget, for at stå stærkere i konkurrencen om ikke bare at få nye medarbejdere, men at få de rigtige, de dygtige og dem, der passer ind i en moderne håndværksvirksomheds arbejdsform, lyder det fra Morten Frihagen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08