23948sdkhjf

Rekord-optag på konstruktøruddannelsen

Flere end 1.000 begynder om få uger at læse til bygningskonstruktør - det er 17 procent flere end sidste år
Flere end nogensinde vil om nogle få uger gå i gang med at læse til bygningskonstruktør.

Optaget til bygningskonstruktøruddannelsen slår alle rekorder. 1.082 har netop fået at vide, at de er optaget på den firårige professionsbacheloruddannelse. Det er en fremgang på 17 procent i forhold til sommeroptaget sidste år.

I Konstruktørforeningen, der organiserer bygningskonstruktører, er man meget glade for fremgangen, men man mener alligevel ikke, at det er nok til at imødekomme det fremtidige behov.

”Væksten på 17 procent konsoliderer konstruktøruddannelsen som den største videregående uddannelse inden for byggeriet. Og beskæftigelsesudsigterne for konstruktørerne er rigtig gode, da analyser viser, at der vil mangle flere tusinde bygningskonstruktører over de næste 6-10 år til at løse opgaver i forbindelse med energirenoveringer, store offentlige investeringer, infrastrukturprojekter og nybyggerier i de store byer”, siger Gert Johansen, formand for Konstruktørforeningen.

Stort behov

Cowi har et par gange inden for de seneste par år udarbejdet store analyser om det fremtidige behov for bestemte faggrupper inden for bygge og anlæg i forbindelse med de mange planlagte infrastrukturprojekter.

Alene disse mange projekter fordrer konstruktører. Derudover kommer Folketingets klimaambitioner, som kræver gennemgribende energirenovering af store dele af boligmassen, hvor der også bliver behov for konstruktør- og ingeniørbistand.

”Det vil kræve mange tusinde bygningskonstruktører, men der er brug for mere præcise analyser af behovet”, siger man i Konstruktørforeningen.

Fuldt hus i København

Uddannelsen som bygningskonstruktør udbydes af syv uddannelsesinstitutioner otte steder i landet.

Københavns Erhvervsakademi har optaget 166 studerende og melder fuldt hus.

”Det viser en stor interesse for at tage en uddannelse, der er målrettet erhvervslivet. Og det betyder, at vi kan vælge de absolut stærkeste ansøgere, hvilket giver et endnu højere fagligt niveau og øger attraktionen ved at studere på KEA. Når vi ikke hæver optaget over hele linjen, er det fordi vi vil uddanne til job og sikre os, at erhvervslivet får de absolut bedste kandidater,” siger Jørgen Ravnsbæk, chef for KEA Erhverv.

Der var i alt 447 ansøgere til konstruktørstudiet i København.

Læs også: " Boom i interessen for at blive ingeniør i bygge og anlæg ".

Ledige pladser

Største optag har imidlertid VIA Aarhus med 179 studerende. Såvel Aarhus som de øvrige uddannelsessteder i Holstebro, Horsens, Aalborg, Næstved, Odense og Esbjerg har ledige pladser. Gert Johansen opfordrer derfor nogle af de afviste fra København til at overveje at tage uddannelsen et andet sted.

”Ud over at der er brug for bygningskonstruktører, er det en rigtig god uddannelse, der er bredt anvendelig, og som kombinerer praktisk og teoretisk viden på en måde, som alle dele af byggeriet kan bruge, og som også er efterspurgt langt uden for byggeriet, nationalt og internationalt,” siger Gert Johansen.

Omkring 300 har valgt den internationale linje, der udbydes fem steder i landet.

På en række af uddannelsesinstitutionerne oprettes vinterhold. Konstruktørforeningen forventer derfor, at den samlede årsoptag bliver omkring 1.500 studerende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078