23948sdkhjf

Sikrer Svendborgsundbroen mod kollision

Vejdirektoratet har indgået kontrakt med Peter Madsen Rederi A/S om skibsstødssikring af Svendborgsundbroen
Vejdirektoratet har over en årrække analyseret risikoen for, at skibe kan støde ind i de danske broer og skade dem alvorligt.

Analyserne har vist, at fire broer kan sikres bedre. Det gælder blandt andre Svendborgsundbroen, og efter geotekniske undersøgelser af havbunden, opmålinger, myndighedsbehandling og udarbejdelse af et projekt har Vejdirektoratet nu indgået kontrakt med entreprenørfirmaet Peter Madsen Rederi A/S, der skal stå i spidsen for at sikre broen mod store skibe, der kommer ud af kurs i Svendborgsund.

”Vi er tilfredse med resultatet af vores licitation, hvor vi modtog flere kvalificerede bud fra interesserede entreprenører”, siger Shahriar Honar, projektleder i Vejdirektoratet i en pressemeddelelse og oplyser til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at der i alt blev modtaget fire tilbud, hvor Peter Madsen Rederi A/S var det billigste.

”Vi ligger under de 20 mio. kroner”, fortæller han om entreprisesummen og påpeger, at man hos Vejdirektoratet ser frem til samarbejdet.

Sikringen, som Peter Madsen Rederi A/S skal stå i spidsen for, består i etablering af otte undersøiske rev, som ud fra skibspassagestatisk er placeret hensigtsmæssigt i forhold til bropillerne, forklarer Shahriar Honar og understreger, at bevillingen til arbejdet kommer fra Folketinget.

Peter Madsen Rederi A/S har ikke ønsket at kommentere på den vundne opgave, som ifølge Licitationen - Byggeriets Dagblads oplysninger skal være færdigudført i løbet af 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.236