23948sdkhjf

Stor omsætningsfremgang hos Arkil Holding A/S

Anlægsentreprenørens omsætning steg 25 procent i første halvår
Årets første seks måneder har været gode rent omsætningsmæssigt for den børsnoterede anlægsentreprenør, Arkil Holding A/S.

Omsætningen i første halvår er steget med 25,6 procent til 1,473 mia. kroner, hvilket er lidt højere end forventet.

Samtidig forbedrer Arkil sit driftsresultat, der er realiseret med et underskud på 8,4 mio. kroner mod et underskud i samme periode sidste år på 13,3 mio. kroner. Arkil anfører, at der i driftsresultatet er engangsindtægter på i alt 7,1 mio. kroner fra frasalg af to asfaltanlæg i Grønland og Tyskland i første kvartal 2015. Årets første tre måneder er traditionelt dårlige perioder for anlægsentreprenørerne, og ses der på andet kvartal alene, lander Arkil da også et positivt driftsresultat på 33,9 mio. kroner mod 42,7 mio. kroner sidste år.

”Arkils aktiviteter i både Danmark og udlandet er vokset betragteligt, dels som følge af en positiv udvikling i anlægsområdet i og omkring de større byer, dels som følge af vores strategiske fokus på de større infrastrukturprojekter, både i og uden for Danmark”, siger Arkils adm. direktør, Jesper Arkil, i en kommentar til regnskabet.

Stigende aktivitetsniveau

Arkils danske aktiviteter realiserede en omsætning på 1,12 mia. kroner i første halvår mod 856,7 mio. kroner sidste år. Særligt større projekter på vejområdet har bidraget til det høje aktivitetsniveau, ligesom jernbane- og brobyggeri har haft høj aktivitet.

Arkil forventer en samlet omsætning på omkring 3,3 mia. kroner i 2015, mens resultat før skat forventes at udgøre 70-90 mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111