23948sdkhjf

En kreativ finger i CPH

Funktionalitet og imødekommende atmosfære præger udvidelsen af Finger C i Københavns Lufthavn
Udvidelsen af Finger C i Københavns Lufthavn Kastrup er opført på få søjler med meget store spænd for at optimere serviceringen af flyene. Indenfor er der skabt en imødekommende atmosfære med bl.a. carrara-marmor på gulvene. Her har schmidt hammer lassen architects trukket på producenten ARDEX for at sikre en gulvopbygning, der tager højde for bygningernes store bevægelser – og samtidig lader marmorgulvene bevare deres hvide farve.

I 2013 vandt schmidt hammer lassen sammen med Moe og Brødsgaard konkurrencen om at tegne udvidelsen af den såkaldte Finger C i Københavns Lufthavn Kastrup. Projektets vindende idé var at nyfortolke lufthavnens eksisterende arkitektur i et søjlebåret byggeri præget af spil mellem lys og skygge samt kvalitetsmaterialer fra inderst til yderst.

”Byggeriet er opført på få søjler med meget store spænd. Det skaber optimale betingelser for servicering af flyene, at lufthavnens bagage- og servicevogne nemt kan køre under bygningerne. Men der ligger også en hilsen til vores nordiske arkitekturarv, idet vi har fokuseret på at få bygningerne til at fremstå meget lette, lyse og indbydende”, fortæller sagsarkitekt Mads Dyssel Engel fra schmidt hammer lassen.

Speciel gulvopbygningen
Blandt de mange indendørs løsninger, som bidrager til den imødekommende atmosfære, er gulvbelægninger i hvid italiensk carrara-marmor i lounge-områderne på 1. sal samt gangarealerne på 2. sal.

Marmoren er ikke kun valgt for sin åretegnede overflade, der patinerer flot med tiden, men også på grund af sin høje slidstyrke. Gulvene er således næsten vedligeholdelsesfrie og samtidig lette at rengøre.
En af udfordringerne var dog, at den hårde marmor ikke selv formår at optage de bevægelser i bygningerne, der følger af de bærende søjlers store spænd. Derfor rådførte schmidt hammer lassen sig fra projekteringens start med producenten ARDEX, som er blandt de førende i verden inden for hurtigt hærdende og hurtigt tørrende materialer til gulv- og vægopbygning.

”Vi anbefalede at anvende ARDEX N 23 W naturstensklæber sammen med ARDEX MG naturstensfuge. Klæberens fiberforstærkning gør, i kombination med den rette feltinddeling af flisegulvet, at underlaget bliver i stand til at absorbere bygningens bevægelser uden risiko for senere reparationskrævende revner i gulvbelægningen”, forklarer teknisk konsulent Mikkel Falkenstrøm fra ARDEX om den løsning, som arkitekterne endte med at vælge.

Ingen risiko for misfarvning
Både ARDEX N 23 W og ARDEX MG er udviklet til brug sammen med sarte natursten, hvor udtørringen af blandevandet kan risikere at misfarve eller danne udblomstringer på stenene. Denne risiko er her fuldstændigt elimineret, idet blandevandet bindes krystallinsk frem for at udtørre gennem stenene. Det blev demonstreret via flere prøver udført på den carrara-marmor, som de i alt 3500 m2 gulve i de pågældende områder skulle belægges med.

”ARDEX har med deres rådgivning og udførlige dokumentation under hele forløbet sikret, at vi kunne levere marmorgulve med den kvalitet og holdbarhed, som projektet krævede”, runder Mads Dyssel Engel af.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.375