23948sdkhjf

Kan du trække julegaven til kunderne fra i skat - og hvad med momsen

Mange virksomheder giver stadig mindre julegaver til kunder og forretningsforbindelser. Men reglerne for skat og moms er snørklede, både for virksomheden og for modtager, advarer skatteekspert.
Den skatte- og momsmæssige behandling afhænger nemlig af, om julegaven kan anses for en reklamegave, eller om den skal anses for repræsentation.

- Er der tale om reklame, er der fuldt fradrag såvel skatte- som momsmæssigt. Men er der derimod tale om repræsentation, kan ingen del af momsen fradrages, mens der skattemæssigt kun er fradrag for 25 % af den samlede udgift inklusive moms.

For at finde ud af om der er tale om reklame eller repræsentation skal man se på gavens kostpris og hvad gaven er, fortæller Jesper Larsen, der er skatteekspert i revisionsvirksomheden BDO.

Uspiselig reklame
Hvis gaven ikke kan spises eller drikkes, og ikke koster over 100 kr. eksklusive moms, er der tale om reklame, hvis gaven er udstyret med logo og/eller firmanavn og i øvrigt er fremstillet i et større antal i reklameøjemed. Det kan f.eks være kuglepenne, kalendere og parkeringsskiver.

- Men består gaven af vin, specialøl, chokolade eller lignende, kan gaven i momsmæssig – og formentlig også i skattemæssig henseende ikke anses for en reklamegave, med mindre den gives til samtlige kunder eller til en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Det gælder også, selvom beløbsgrænsen ikke er overskredet, og gaven er med logo og/eller firmanavn, forklarer Jesper Larsen.

Gamle beløbsgrænser
Den lave beløbsgrænse, der har været gældende i 30 år og som ikke pristalsreguleres, betyder, at udgifter til julegaver hos langt de fleste virksomheder skal behandles som repræsentationsudgifter:

- På modtagersiden afhænger de skattemæssige konsekvenser af, om gaven tilfalder virksomheden som sådan eller af enkeltpersoner i den. Hvis julegaven består af en kasse specialøl, nogle flasker vin eller en stor æske chokolade, og deles den af medarbejderne f.eks. under julefrokosten, har det ingen skattemæssige konsekvenser for dem, fortæller Jesper Larsen.

Skat hos modtager
Hvis gaven til enkeltpersoner derimod ikke er af ubetydelig værdi er den i princippet skattepligtige for de pågældende:

- Modtageren har selv ansvaret for indberetningen til SKAT. Det er vores vurdering, at den skattepligtige værdi vil kunne ansættes til 50 % af gavens antagelige kostpris, jf. den praksis der gælder for beskatning af rejser, som leverandører nogle gange tilbyder til nøglemedarbejdere hos visse kunder, lyder forklaringen fra revisionsvirksomheden BDO.

Om BDO
BDO er en landdækkende revisionsvirksomhed, der rådgiver virksomheder indenfor stort set alle brancheområde. Virksomheden har lokale kontorer fordelt over hele landet og lægger vægt på den lokale og tætte tilknytning til deres kunder.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079