23948sdkhjf

Vejle-ingeniører med i store projekter

”Vi er midt i en rivende udvikling, der også er med til at gøre os til en interessant samarbejdspartner”, siger Hundsbæk & Henriksen-direktør.
Det rådgivende ingeniørfirma Hundsbæk & Henriksen i Vejle er sammen med Rubow Arkitekter med i det team, der netop vundet projektkonkurrencen om at flytte Gigthospitalet fra Gråsten til Sønderborg Sygehus.

Flytningen af Gigthospitalet til bl.a. tre etager på Sønderborg Sygehus’ østlige blok omfatter 5.900 etage kvadratmeter. Opgaven projekteres frem til januar 2017, hvorefter arbejdet gennemføres i perioden fra marts 2017 til april 2018. I stedet for et traditionelt hospitalsmiljø, er der lagt vægt på, at der skabes et miljø med elementer fra kurbade og wellness.

Arbejdet gennemføres samtidig med, at ingeniørfirmaet, sammen med verdens største planlægnings- og landskabsarkitektfirma, amerikanske Aecom, arbejder på at få en central rolle i skabelsen af den masterplan, der skal ligge til grund for udviklingen af et nyt og attraktivt ferie- og oplevelsesområde på 180 hektar på Nordals.

Hundsbæk & Henriksen en også en del af det totalentrepriseteam, som - med entreprenørfirmaet Kjæhr & Trillingsgaard i spidsen - er prækvalificeret til at komme med bud på opførelsen af 150 kollegieboliger ved havnen i Sønderborg.

-Vi er midt i en rivende udvikling, der også er med til at gøre os til en interessant samarbejdspartner for internationale koncerner som Aecom. Det er vi naturligvis stolte af, men det er også vigtigt at understrege, at det blandt andet er vores teknologiske viden om opførelse og renovering af svømmehaller, friluftsbade og varmtvandsbassiner, der ligger til grund for, at vi er en del af det projekt, der har vundet flytningen af Gigthospitalet. Her er et væsentligt element i vinderprojektet etableringen af en ny og flot tilbygning med et attraktivt terapibassin. Det får en central placering i behandlingen af patienterne. Bassinet bliver en attraktion og opføres efter afprøvede metoder, siger administrerende direktør, Niels Lerbech Sørensen.

Ligeværdigt samarbejde
Samarbejdet med Aecom, der har over 100.000 medarbejdere, hvoraf 7.000 er placeret i London, er baseret på Aecoms globale kompetencer og Hundsbæk & Henriksens kendskab til danske forhold. Til trods for forskellen i størrelsen af medarbejderstaben – Hundsbæk & Henriksen har 55 ansatte – er der tale om et ligeværdigt og givende samarbejde. Arbejdet har indtil nu omfattet en række workshops om udviklingen af ideer til det, der bliver Nordals Ferieresort. Ideerne er præsenteret for Sønderborg Kommune. Området omfatter de naturskønne arealer mellem oplevelsesparken Universe, Danfoss og Lillebælt.

Opførelsen af 150 kollegieboliger med gangbroforbindelse til det nye 18 etager høje Hotel Alsik og det nærliggende multikulturhus skal være med til at revitalisere havneområdet i Sønderborg. Udviklingen sker i overensstemmelse med den masterplan, som den kendte amerikanske arkitekt Frank Gehry har udarbejdet.

- Det er både fagligt og forretningsmæssigt spændende at være med i de store projekter, som helt afgjort vil få betydning for Sønderborg-områdets udvikling. Det vil betyde noget for områdets mulighed for både at tiltrække turister, studerende og ikke mindst nye medarbejdere og arbejdspladser, siger Niels Lerbech Sørensen.

Hundsbæk & Henriksen er med afdelinger i Vejle, Horsens, Billund og København i øjeblikket i gang med bl.a. projekteringen af et stort erhvervs- og boligområde i Vejle Havn og opførelsen af Kirk Kapitals nye hovedkontor tegnet af den verdenskendte islandske kunstner Olafur Eliasson.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089