23948sdkhjf

Flot pris for fuldendt farvearbejde

Prisvindende kunstner arbejder ofte sammen med malermestre
Farveprisen 2016 blev i går uddelt til kunstner Malene Landgreen og Karlsson Arkitekter/VLA for det gennemtænkte arbejde med at integrere kunsten og farverne i Psykiatrien Slagelse.

Prisen blev overrakt på det nye store psykiatrisygehus, der med mere end 50 forskellige farver fordelt over 44.000 kvm. er et sjældent og fuldendt eksempel på, hvad kunst og farver kan, når de er brugt rigtigt i arkitekturen.

”Det er et meget farvesat - hvis ikke dét mest farvesatte projekt, som vi har uddelt prisen til”, sagde Per Vangekjær, formand for Danske Malermestre og for Farvepriskomiteen ved overrækkelsen.

Den flotte farvesætning, der nærmest i sig selv er et kæmpe kunstværk, er skabt af et væld af farver, som Malene Landgreen har samlet i 10 paletter, hver med 25 forskellige farver, som dernæst fordeles i tre paletter på vægfarver, på inventaret, på neutrale flader – og dertil er der farveplan for træ og linoleum på gulvene.

Sygdomsbehandling og wayfinding
Kunstner Malene Landgreen og Karlsson Arkitekter/VLA modtager til sammen prisen på 150.000 kr., der uddeles for 9. gang af Danske Malermestre og Kirsten og Freddy Johansens Fond.
”I fundatsen til Faveprisen står, at den kan tildeles projekter, der er innovative og gennemtænkte, viser mod hos bygherren og den skabende, kan tjene som inspiration for andre og som udfordrer brugerne. Alle kriterier må her siges at være opfyldt her”, sagde Per Vangekjær.

Her er arbejdet med bevidst med farvesætning som et element af sygdomsbehandlingen og som element til wayfinding for både patienter og pårørende. Og det er det første psykiatrisygehus i verden, der så bevidst har arbejdet med dagslyset, kunst og farver som en del af behandlingen af patienterne, fortalte formand for regionens Social og Psykiatriudvalg, Kirsten Devantier.

Tæt samarbejde med malermestre
Kunstner Malene Landgreen takkede for den kollegiale anerkendelse fra Farvepriskomiteen.
”Jeg har altid et stort samarbejde med malermestre på mine projekter. Jeg vil også gerne takke arkitekt Christian Karlsson for at lade kunsten fylde her i projektet”, sagde Malene Landgreen.

Netop modet til at lade kunsten og farverne fylde i så stort og dyrt et offentligt byggeri blev fremhævet, og på Psykiatri Slagelses vegne modtog Kirsten Devantier en plakette med Farveprisen 2016 til ophængning i huset.

Modet hos bygherren blev også anerkendt af arkitekt Christian Karlsson, der i sin takketale også fremhævede Malene Landgreen som netop den kunstner, der kunne håndtere så stor en farvesætning.

”Jeg kom for nyligt til at sige, at det ikke er svært at stå for stort et byggeri, man skal bare have en god idé. Men der ligger selvfølgelig et stort arbejde i at få udformet den idé. Og en af udfordringerne ligger også i, at alle har en holdning til farver, og der vil selvfølgelig altid være nogle, som ikke kan lide det, de ser. Men hvis man vil gå efter alles mening, så ender man med de hvide vægge. Så stor tak til bygherren for modet og tak for samarbejdet”, sagde Christian Karlsson.

Psykiatrisygehuset åbnede i august 2015 og er en sammenlægning af fem tidligere institutioner i regionen. Her er både retspsykiatrisk afdeling, almen psykiatrisk afdeling, ambulant behandling og forskning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094