23948sdkhjf

Varebiler går som varmt brød

Erhvervslivets bilinvesteringer i overhalingsbanen når det gælder person- og varebiler
Aldrig før har erhvervslivet købt eller leaset så mange personbiler som i 1. halvår 2016. Også investering i varebiler er i fremgang, om end fra et lavere udgangspunkt. Dansk Byggeri tolker begge dele som stigende økonomisk optimisme

Ifølge Danmarks Statistik har bilsalget til erhvervslivet kørt i højt gear både i 2014 og 2015, men ser ud til at blive overgået i 2016. Fra juli 2015 til juni 2016 er der nyregistreret 89.900 personbiler i erhvervslivet. Det indebærer en kraftig stigning på 14,8 pct. i forhold til de foregående 12 måneder. For varebilerne er der også tale om en markant stigning på 14,2 pct. det seneste år, men her dog fra et lavere udgangspunkt.

”Der er 35.500 erhvervsdrivende, som har valgt at investere i en ny varebil i løbet af det seneste år, og den fortsatte fremgang i erhvervslivets investering i nye biler indikerer en pæn tro på fremtiden, også i bygge- og anlægsbranchen”, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg.

Favorable leasingaftaler
Danmarks Statistiks opgørelse af bilsalget til erhverv er formelt set ikke opdelt på brancher. Men det er velkendt, at bygge- og anlæg er den af de større brancher, som efterspørger flest varebiler og er mest afhængig af bilens mobilitet, både til transport til og fra kunder samt til værktøjs- og materialeopbevaring.

”Det er varebiler mellem 2 og 3 tons, der sælges flest af – ca. 15.600 i de seneste 12 måneder - og det er den mest udbredte biltype blandt de små og mellemstore lokalt baserede håndværksvirksomheder, der udgør rygraden af det danske erhvervsliv”, siger Bo Sandberg.

En vigtig faktor bag stigningen i erhvervenes nyanskaffelse af biler er, at det er blevet mere favorabelt at lease nye biler. Man bør derfor være påpasselig med at sammenligne i forholdet 1:1 i forhold til tiden før finanskrisen. I dag er således godt 72 pct. af de nyregistrerede personbiler til erhvervene leasede. Til sammenligning var den tilsvarende procentandel i 2007 og 2008 omkring 50 pct.

”Når antallet af nyregistrerede biler i erhvervslivet i 2016 har lagt sig ud i overhalingsbanen, skyldes det både stigende leasingtilbøjelighed og forbedrede økonomiske konjunkturer. For alt andet lige, kræver det en positiv økonomisk fremtidsforventning, før en virksomhed investerer i en ny bilpark”, siger Bo Sandberg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109