23948sdkhjf

Svensk selskab bygger flytbare boliger

Ungt arkitektfirma står bag kreativ løsning på Stockholms boligmangel: Etagebyggerier der kan tages ned og flyttes til et nyt sted.
Hvad gør man, når tusindvis af unge står i kø for at få en bolig. Og når byggegrundene samtidig er så dyre, at det er umuligt at bygge lejligheder med en husleje, som unge kan betale?

For Svenska Bostäder, byggefirmaet Junior Living og Andreas Martin-Löf Arkitekter er løsningen at udvikle et modulært byggekoncept og lade det opføre på byggegrunde, som Stockholms Stad stiller midlertidigt til rådighed.

Vinflasker i en vinreol
Et sådant byggeri med 280 lejligheder stod her i forsommeren færdigt i Västberga i det sydlige Stockholm. Og grunden er til låns – foreløbigt lejet for en periode på 15 år.

- Konceptet er som et Lego-system eller vinflasker i en vinreol. Det hele kan i princippet tages ned, og vi kan flytte hele lejligheder til et andet sted, fortæller arkitekt Andreas Martin-Löf.

Der er for så vidt ikke noget revolutionerende ved Andreas Martin-Löf Arkitekters tilgang til at designe etageboliger.

Konceptet, som er døbt Snabba Hus, tager afsæt i velkendte løsninger. Arkitekten selv fremhæver japanske Tange Kenzos Nakagin Kapseltårn fra 1972 som en stor inspirationskilde.

- Det er lykkedes med at tage idéer fra 1960’erne og tilpasse dem til nutiden, fortæller han.

Reducerer byggetiden til en tredjedel
Projektet i Västberga har været to år undervejs fra første skitse til færdigt byggeri, og det er meget hurtigt efter svenske forhold, understreger Andreas Martin Löf. Alt produceres på fabrik, og det er den store fordel:

- Omkostningerne er lavere, og byggeriet langt hurtigere. Selve byggeprocessen gennemføres på en tredjedel af den tid, som det ville tage os at opføre et traditionelt byggeri. Samtidig har vi tilstræbt at bygge i en kvalitet, der gør, at byen måske beslutter at lade det stå længere end de 15 år, siger arkitekten.

Fabrikken ligger i Kungsör, godt 100 kilometer fra Stockholm, og med en forholdsvist kort afstand kan byggeriet både holde transportomkostningerne nede og bidrage til lokal produktion. Produktionen foregår nogenlunde som på en bilfabrik, og kapaciteten er to lejligheder om dagen.

Flere projekter på vej
De 280 boliger, som Junior Living har opført for Svenska Bostäder, er målrettet unge mennesker i alderen 18-30 år. Huslejen for en 1½-værelses lejlighed på 32 kvadratmeter med køkken, bad og altan ligger omkring 5.000 svenske kroner.

Det er meget billigt i Stockholm, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris for en ejerlejlighed overstiger 53.000 svenske kroner (2015-tal).

- Vi er stolte af at vise projektet frem og fortælle, at det er muligt at bygge anderledes, hvis man virkelig vil. Det her er et bud på, hvordan vi kan løse det boligproblem, vi har her i Sverige, siger Andreas Martin Löf.

Han oplyser, at der i det samlede projekt er indeholdt udgifter til at flytte lejlighederne til en ny lokation om 15 år.

Det er ikke første gang, at Snabba Hus-konceptet afprøves i virkeligheden, og det er med al sandsynlighed heller ikke sidste gang.

Junior Living og Andreas Martin-Löf Arkitekter stod tilbage i 2014 bag et projekt i Knivsta ved Uppsala, hvor 124 lejligheder blev opført i løbet af blot seks måneder. Og hos Svenska Bostäder oplyser man, at yderligere to Snabba Hus-projekter i støbeskeen i den vestlige del af Stockholm.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.205