23948sdkhjf

Snuseforløb hjælpe unge i job

Netværksforeningen Byg til Vækst har succes med at sende unge uden for arbejdsmarkedet i snuseforløb på fynske byggeprojekter. For næsten halvdelen af de involverede ender det med et fast job eller en uddannelse
Siden juni 2014 har netværksforeningen Byg til Vækst hjulpet en række personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet ind i byggeriet.

Netværksforeningen er et samarbejde mellem de ti fynske kommuner, bygge- og anlægsbranchen, de fynske jobcentre og en række uddannelsesinstitutioner og har til formål at fremme, at fynske virksomheder får del i det fynske byggeboom, samt bidrage til, at virksomhederne har den nødvendige arbejdskraft.

Indtil videre har 161 været inde i forskellige såkaldte snuseforløb, og 85 af dem er enten kommet i fast job eller er startet på en uddannelse.

Har haft det svært

Der er typisk tale om unge uden nogen tilknytning til arbejdsmarkedet eller mennesker, som har haft en del at slås med og derfor har haft svært ved at finde fodfæste på en arbejdsplads, fortæller sekretariatschef hos Byg til Vækst, Peter Rahbæk Juel.

"De får en ny chance for at få foden indenfor, og når vi følger med fra sidelinjen og hjælper sammen med jobcentret og erhvervsskolen med at løse de udfordringer, der opstår i starten, så har vi en ret stor del, som har haft held med at komme i job eller under uddannelse", siger han.

"Vi synes helt klart, at vi har ramt en model, som virker overraskende godt", supplerer Peter Rahbæk Juel og fremhæver over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at netværksforeningen bygger på eksisterende værktøjer ude i jobcentrene og kommunerne.

Det gælder elementer som beskæftigelsespraktik og mentorordninger, som er kommet ind i netværksrelationen, hvor man har været gode til at bruge værktøjerne sammen, fortæller han.

Han peger desuden på, at der er en stor social kapacitet i byggeriet, der som branche ikke er bleg for at give de unge en chance.

Det er man enig i hos brancheorganisationen Dansk Byggeri, der fra starten har været involveret i projektet, og hvor flere medlemsvirksomheder har taget unge i praktik.

"Bygge- og anlægsbranchen er god til netop at give den slags unge en ny start. Kan man finde ud af at indgå i et sjak, så er der ret god sandsynlighed for, at man får fast job, gode kollegaer og en lysere fremtid", siger Claus Larsen, næstformand for Dansk Byggeri Fyn.

Flere forløb på vej

I løbet af de kommende år skal der bygges blandt andet letbane, sygehus og universitet på Fyn.

Dermed er der plads til, at endnu flere kommer i forløb, fremhæver Peter Rahbæk Juel.

Og der er brug for dem, understreger Claus Larsen.

"Det er byggerier for over 35 mia. kroner, og vi kommer til at mangle faglærte med en håndværkeruddannelse, så der bliver brug for alle mand. Derfor er det kun godt, hvis vi kan få flere unge ind i netop bygge- og anlægsbranchen", siger han.

En af de virksomheder, der har taget en ung i lære efter et snuseforløb, er Murermester Michael Rasmussen A/S i Odense.

"Vi lærte ham at kende gennem forløbet, og når man lærer dem at kende, så får man en anden indstilling", siger murermester Michael Rasmussen og betegner Byg til Vækst som et godt initiativ men understreger, at det er et stort arbejde.

Byg til Vækst
I alt seks aktive byggeprojekter er en del af Byg til Vækst. Derudover er netværksforeningen på vej ind i yderligere syv, oplyser sekretariatschef hos Byg til Vækst, Peter Rahbæk Juel. De seks er:
Korsløkkeparken (start i 2014)
Nyt rådhus/bycenter i Middelfart (start i 2015)
UCL’s Campusbyggeri (start i 2015)
Erhvervsakademiet Lillebælts campusbyggeri (start i 2015)
Munkebjergparken (start i 2015)
Thomas B Thriges Gade (start i 2015)
”Vi har aftaler med mange af de store bygherrer, og dem, vi ikke har aftaler med, er vi i dialog med”, siger Peter Rahbæk Juel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078