23948sdkhjf

Kæmpekrav mod nordjysk nedbryder

IF Group snød rumænske ansatte for løn, feriepenge og pension, mener 3F.

3F har rejst et krav på 15 millioner kroner mod det store nordjyske nedbrydningsfirma IF Group (kendt under navnet IF Nedbrydning).

Kravet skyldes, at IF Group ifølge 3F har snydt en række rumænske ansatte for løn, feriepenge og pensionsindbetalinger. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

IF Group afviser at skylde de rumænske arbejdere noget i efterbetaling. Derfor skal 3F’s krav behandles ved en faglig voldgift.

- Der har været tale om en vanskelig sag, hvor vi har skullet skaffe informationer fra et lukket miljø, hvor trusler på livet bruges til at få folk til at holde kæft, siger Reidar Kogstad, formand for Byggegruppen hos 3F Aalborg til NORDJYSKE.

- 3F’s krav er helt ubegrundet, og vi imødeser voldgiftssagen med fuldstændig ro, siger direktør og ejer Thomas Lundshøj fra IF Group.

Vinder 3F voldgiftssagen, så vil 3F rejse et yderligere krav mod IF ved domstolene. Kravet vil i givet fald lyde på hele 90 millioner kroner.

Allerede en betaling på 15 millioner kroner vil ifølge NORDJYSKE Stiftstidende fjerne så godt som hele egenkapitalen i IF Group, og selskabet vil være konkurstruet.

IF Group er søsterselskab til recyclingfirmaet IFR Aalborg, som for kort tid siden blev ramt af en brand i et skrotlager på Aalborg Havn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189