23948sdkhjf

Skou Gruppen slår igen rekord

Hørsholm-entreprenøren er ude med en ny omsætningsrekord og går også frem på en række andre parametre
Frem går det for Skou Gruppen. Både på omsætning, indtjening, egenkapital og medarbejdere.

Allerede i december bebudede adm. direktør, Martin Skou Heidemann, over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at virksomhedens omsætning ville nå "et godt stykke" over de 300 mio. kroner.

Dengang var sidste hånd ikke lagt på regnskabet; det er det nu, og realiteten er blevet en nettoomsætning på 326,5 mio. kroner, hvilket er 57,9 mio. kroner bedre end sidste års rekordregnskab.
Det skriver Licitationen-Byggeriets Dagblad.

Årsresultatet er steget til 14,3 mio. kroner, og medarbejderstaben er vokset til 123 gennemsnitligt antal fuldtidsansatte medarbejdere.

Væksten hænger blandt andet sammen med flere serviceaftaler i regnskabsåret. Ifølge ledelsesberetningen til regnskabet har Skou Gruppen for tiden cirka 20 aftaler med forskellige offentlige bygherrer i hovedstadsområdet.

Vundet flere renoveringer

Derudover spiller et bedre kendskab til virksomheden positivt ind, og det samme gør, at flere af den type byggerier, som virksomheden gør sig i, har været i udbud, fortæller Martin Skou Heidemann i en pressemeddelelse.

- Vi har løst komplicerede byggesager godt, og det har været selvforstærkende og givet os mere arbejde, fortsætter han og fremhæver stolthed over, at bundlinjen er fulgt med, og at virksomheden for andet år i træk har nået målsætningen om en overskudsgrad på mindst fem procent.

Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad fortæller han, at størstedelen af omsætningen netop kommer fra de vundne licitationer, og at de varierer meget i størrelse.

Han fremhæver en stor renoveringsopgave for et boligselskab på Amager - men andre opgaver har også fyldt. Blandt andet har Skou Gruppen afsluttet en totalentreprise på Gentofte Hospital og vundet flere renoveringer af historiske bygninger - herunder Amaliegaarden og Københavns Museum.

Medarbejderne driver værket

Og hvad driver så værket? Gennem nogle år har Skou Gruppen været igennem en digitaliseringsproces, der har påvirket bundlinjen positivt, men den allervigtigste faktor i væksten er medarbejderne, lyder det.

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad beskrev tilbage i december har virksomheden en meget lille udskiftning.

- Det betyder, at vi kan fastholde en stabil produktion, og det er altafgørende, når man er igennem en vækstperiode, som vi er, påpeger Martin Skou Heidemann.

Han fremhæver yderligere, at der i det daglige ikke længere er behov for, at den øverste ledelse er med til at lede byggesagerne.

- I stedet kan vi koncentrere os om at udvikle Skou Gruppen, og vi kan sætte alle kræfter ind, hvis en sag giver udfordringer, siger han.

Nye selskaber

Skou Gruppen har blandt andet taget det første skridt ind på markedet for ejendomsudvikling i regnskabsåret og oprustet tilbudsafdelingen, og over for Licitationen - Byggeriets Dagblad har Martin Skou Heidemann bebudet muligheden for oprettelse af selskaber, hvor aktiviteter, der ligesom ejendomsudvikling, ligger på kanten af virksomhedens primære arbejdsområde, flyttes over i.

Det sker for at bevare nærheden i Skou Gruppen, som faktisk ikke ønsker at blive større, men som har en ordrebeholdning over de 300 mio. kroner.

- Vi kan godt se, at den store efterspørgsel, der er i markedet gør, at det nok vil ske, siger Martin Skou Heidemann.

Skou Gruppen A/S
Mio. kroner 2015/16 2014/15
Nettoomsætning 326,5 268,6
Bruttoresultat 74,6 68,1
Driftsresultat 18,5 15,2
Resultat før skat 18,3 15,1
Årets resultat 14,3 11,7
Egenkapital 30,6 28,0
Antal medarbejdere 123 118

Regnskabet blev afsluttet den 30. september 2016
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126