23948sdkhjf

Topkarakterer og priser til dygtige studerende

Ved dimissionen på Københavns Erhvervsakademi forleden fik de to 29-årige topstuderende Troels Fogh Rasmussen og Andreas Jakobsen overrakt hhv. TEKNIQs elinstallatør- og energiteknologpris.
Topkarakterer i lange baner var en af hovedingredienserne, da brancheorganisationen TEKNIQ i sidste uge uddelte priser til de dygtigste elever på henholdsvis elinstallatør- og energiteknolog-uddannelserne på Københavns Erhvervsakademi (KEA).

Hos energiteknologerne gik prisen til Andreas Jakobsen fra Vesterbro.

- Jeg havde godt på fornemmelsen, at det kunne blive mig, der fik prisen. Og for at være helt ærlig, så synes jeg også, jeg har fortjent den, for jeg har virkelig knoklet for det. Og så er det selvfølgelig fedt at få den anerkendelse, der følger med, siger Andreas Jakobsen, som er født og opvokset i København, hvor han også stadig både bor og arbejder.

Den nu færdiguddannede energiteknolog opnåede det højeste karaktergennemsnit på imponerende 11,6 af alle på årgangen.

Det blev dog overgået af vinderen af elinstallatørprisen, Troels Fogh Rasmussen fra Roskilde, med et rent 12-tal på eksamensbeviset.

- Jeg havde et par andre kandidater fra klassen, som jeg egentlig syntes er dygtigere end mig, så det var ret vildt at få prisen og den anerkendelse, den er. For man kommer virkelig ikke sovende til det her på studiet, siger prismodtageren.

Byggebranchens fremtid
Elinstallatør Claus Dalsgaard, indehaver af Claus Dalsgaard A/S i Ballerup og medlem af TEKNIQ-råd hovedstaden, overrakte prisen og holdt på TEKNIQs vegne tale for de studerende.

- I vores branche arbejder vi på at løse opgaverne smartere. Samtidig spiller de tekniske installationer en stadig større rolle i bygningerne. I, både elinstallatører og energiteknologer, skal levere hele løsninger, som har stor værdi for hele samfundet, og være med til at udvikle vores branche i fremtiden, sagde Claus Dalsgaard bl.a.

Andreas Jakobsen er da også allerede godt i gang med at udbrede danskernes kendskab til energibesparende løsninger.

- Jeg er blevet ansat i Energitjenesten, som er en NGO, der rådgiver om de muligheder, som findes på markedet. Jeg kan ret godt lide at komme ud til ”almindelige mennesker” og føle, at min viden er både brugbar og værdifuld. Der har min uddannelse hjulpet mig med at bygge bro mellem den teoretiske og praktiske verden, fortæller han.

Også Troels Fogh Rasmussen har styr på den nærmeste karrierefremtid.

- Som elektriker og installatør får du jo et utal af muligheder. Faktisk havde jeg tre tilbud, allerede et halvt år før jeg var færdig med uddannelsen. Den 1. februar starter jeg hos Frontmatec i Osted som automationsingeniør og produktionsleder, hvor jeg får jeg mulighed for at arbejde med automatik, som er noget, jeg virkelig brænder for, fremhæver han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096