23948sdkhjf

El- og vvs-installatører på ny positivliste

Man kan alligevel godt blive el- eller vvs-installatør, selv om man har taget en anden uddannelse på samme niveau
De to korte videregående uddannelser som el- og vvs-installatør er med på den såkaldte ”positivliste”, der er undtaget fra den netop indførte begrænsning af dobbeltuddannelse. Dermed har man stadig mulighed for at søge ind på disse uddannelser, selv om man har taget en anden uddannelse - også selvom der ikke er gået seks år.

Det hilses velkomment af brancheorganisationen TEKNIQ, der repræsenterer virksomhederne i installationsbranchen.

- Vi kan godt forstå, at der er behov for at begrænse dobbeltuddannelse. Men vi er glade for, at der også fremover er mulighed for at gå installatørvejen, selvom man har valgt en anden videregående uddannelse. Uddannelsen til el- og vvs-installatør byder på virkelig gode job- og karrieremuligheder, og der er beskæftigelse til alle både nu og i fremtiden, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ.

Hun håber derfor, at positivlisten kan være med til at sikre, at vi får uddannet flere installatører og måske motivere nogle af de, der har uddannet sig ud af branchen, til at ”vende hjem”.

- Installationsbranchen er inde i en rivende udvikling, hvor de faglige krav og karrieremæssige muligheder konstant vokser. Virksomhederne higer efter kvalificeret arbejdskraft, og dér spiller el- og vvs-installatørerne en afgørende rolle med deres evne til at kombinere praktisk og teoretisk viden med evnen til at gennemføre selv de mest indviklede byggeprojekter, siger hun.

I forvejen var erhvervsuddannelserne ikke omfattet af det uddannelsesloft, der blev indført i december 2016.

- Det var fornuftigt at undtage erhvervsuddannelserne, eftersom rigtigt mange fag og jobfunktioner er under kraftig forandring i disse år på grund af den teknologiske udvikling og derfor bliver forældede. Så der skal være mulighed for igen at gøre sig attraktiv på jobmarkedet, siger Tina Voldby.

Fakta om uddannelserne
• El- og vvs-installatøruddannelserne er videregående uddannelser på de danske erhvervsakademier.
• De studerende på uddannelserne har typisk en baggrund som el- og vvs-montører.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.224