23948sdkhjf

Boasbyg er tæt på at dreje nøglen

André Boas, som i deltog i TV2-programmet ”Danmark mod Østeuropa” på vej mod tidlig pension
I starten af januar rullede programmet ”Danmark mod Østeuropa” over skærmen på TV2. Her blev André Boas eksponeret som en inkompetent tømrermester med dumpekarakteren 00 med skudsmålet ”de ved ikke, hvad de har haft med at gøre”, for et tag, hans virksomhed havde lavet. Siden udsendelsen har telefonen ligget stille, og en lukning af virksomheden synes faretruende tæt på.

– Fremtiden ser sort ud. Jeg har et stort beløb til gode for et byggeri, hvor pengene holdes tilbage, og hvor der bliver refereret direkte til udsendelsen på TV 2. Hvis ikke der kommer noget arbejde ind, så må jeg lukke forretningen. Det er en ærgerlig situation, at 41 års arbejde skal slutte med, at jeg bliver udstillet som en idiot, siger André Boas, direktør i Boas Byg ApS i Kongens Lyngby til Mester Tidende.

Lærling må finde nyt sted
André Boas startede sin virksomhed i 2010 og har typisk haft to til fire ansatte i gennemsnit om året. Med sig i programmet på TV2 havde han både en svend og en lærling, og begge har igennem programmet smagt berømmelsens bitre pille sammen med André Boas. Det fortryder han nu.

– Det har jo også påvirket dem helt enormt. De er også blevet udstillet på tv. Det her kommer til at følge dem i lang tid, og min lærling bliver mødt med det, når han skal på skole igen. Som det ser ud nu, skal vi også finde et andet firma til ham, hvor han kan afslutte sin uddannelse, siger André Boas

– Desværre fremstår jeg som et billede på, hvor dårlige danske håndværkere er i forhold til ufaglærte polske arbejdere, så det går ikke særlig godt. Det er tvivlsomt, om jeg overhovedet kan køre videre med det navn, for ved bare en enkelt søgning på virksomheden på nettet dukker der alle mulige negative historier op. Men hvor går man hen, når man er 58 år i dag?

Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.218