Igen populært selv at eje produktions og lagerlokaler
Stadig flere service og håndværks-virksomheder køber erhvervsejendom - både med henblik på investering og drift.
Det er ikke længere så populært at være "let på aktiver".
Det er igen blevet populært at investere i sin egen erhvervsejendom - der er stor efterspørgsel på ledige ejendomme som denne i bl.a. Køge-området.
Men i hvert fald blandt mindre service- og håndværks-virksomheder er det igen blevet populært at eje den ejendom, hvorfra man driver virksomhed.
Det siger partner i EDC-Gruppen, Thomas Rudlang, til www.idag.dk
”Vi oplever, at der er mange håndværks og servicevirksomheder, der gerne vil købe deres egen produktions- eller lagerejendom. De køber gennem deres eget holding-selskab eller ejendomsselskab med dem selv som stabil lejer.. Derved har de samtidig større frihed til at indrette ejendommen løbende i takt med de behov, der opstår i virksomheden”, siger Thomas Rudlang.
Det har også haft betydning for ønsket om at eje, at renten er ekstremt lav. Det gør generelt ejendomme til en god investeringsmulighed – også når det gælder erhverv.
Det fremgår af den nye EDC-market update, at tomgangen på erhvervs- og produktionslokaler er for nedadgående i København, Østsjælland, samt i Øst- og Sydjylland. Mellem 3 og 4 pct. af det til rådighed værende areal er ledigt. Samtidig er priserne og afkastkravene stigende.
Thomas Rudland peger på Køge-området og ejendomme langs Ring 3, som særligt attraktive i øjeblikket.
Run på kontorlokaler
Også på kontoromådet står det godt til
Ved indgangen til 2017 var bare 7,8 procent af landets kontorlokaler således sat til leje eller salg – det laveste niveau siden andet kvartal i 2011.
På landsplan er ledigheden for kontorejendomme faldet med godt og vel 200.000 kvadratmeter. Det største fald i antallet af udbudte kontorlokaler ses i Region Hovedstaden, hvor ledigheden er faldet med godt og vel 175.000 kvadratmeter det sidste år.
Et eksempel på denne efterspørgsel er Elgiganten, der netop har lejet 4.100 kvm. i KLP s´ejendom på Arne Jacobsens Alle i Ørestaden. Her skal 200 medarbejdere have deres daglige arbejdsplads.