23948sdkhjf

Millionregning: Betaling af G-dage er på vej tilbage

Fra 1. juni skal virksomheden igen betale dagpenge i 2 dage for deres tidligere medarbejdere.
Med De Konservatives indtræden i regeringen er vejen banet for, at det allerede til sommer bliver dyrere for virksomheder at have ansatte i korttidsansættelser. Det skriver Avisen.dk.

Fra 1. juni skal virksomheden igen betale dagpenge i 2 dage for deres tidligere medarbejdere, der har været ansat i under tre måneder.

De Konservative har indtil nu blokeret for at genindføre de såkaldte G-dage. Men det er slut nu, efter partiet er blevet en del af regeringen.

Dermed bliver en regning på 10 millioner kroner om året sendt videre til arbejdsgiverne.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har ellers tidligere kaldt forslaget for "en ommer", som vil gøre det dyrere at være virksomhed og sværere at ansætte nye folk.

Men da De Konservative sagde ja tak til ministerposter, sagde partiet også ja tak til at sende millionregningen for G-dagene videre til virksomhederne. Det fastslår beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i et skriftligt svar til Folketinget.

Med dannelsen af VLAK-regeringen har Konservative og Liberal Alliance tiltrådt alle forlig, som den tidligere Venstre-regering var en del af; herunder dagpengeaftalen.

Derfor kan G-dagene genindføres sammen med resten af dagpengeaftalen - og ikke først efter næste valg, som Konservative havde krævet - oplyser beskæftigelsesministeren ifølge Avisen.dk.

Også i håndværksvirksomheder, hvor hver en krone bliver vendt, er genindførslen af G-dage en ubehagelig nyhed, som i sidste ende kan afholde virksomhederne fra at ansætte nye folk, lyder advarslen fra Niels Techen, formand for Håndværksrådet og Dansk Håndværk.

- Jeg er sikker på, at man vil kunne finde eksempler på arbejdsløse, som kunne have fået en korttidsansættelse, men så alligevel ikke får det. Og jeg kan ikke tro, at det er hensigten. Der er rigeligt med byrder i forvejen, så det er da uheldigt, at man nu igen pålægger virksomhederne en ekstra udgift, siger Niels Techen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094