23948sdkhjf

Aftale sikrer lærlinge på nyt sygehusbyggeri

Mindst seks procent af dem som bygger Nyt OUH i Odense, skal være lærlinge eller praktikanter

Region Syddanmark og foreningen Byg til Vækst, der er en sammenslutning af fynske kommuner og private aktører, er blevet enige om en aftale, der sikrer, at seks procent af byggearbejderne på det enorme byggeri af Nyt OUH i Odense skal være lærlinge eller praktikanter.

Politikerne i regionsrådet stemte for aftalen i mandags, og dermed er vejen banet for at skabe de bedst mulige vilkår for uddannelse af byggearbejdere.

Aftale om brug af lærlinge giver god mening for Region Syddanmark.

- Vi står i Region Syddanmark tæt sammen med kommunerne, og vi deler nogle fælles mål, som blandt andet handler om at skabe arbejde og uddanne vores borgere. Aftalen med Byg til Vækst er en god måde at sikre netop det på. Dermed bliver Nyt OUH ikke kun et projekt, der skaber arbejde, men også et projekt, der skaber god uddannelse til lærlingene og praktikanterne, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.

Byggeriet af Nyt OUH foregår i faser, hvoraf de første allerede er påbegyndt. Sideløbende er store dele af byggeriet i udbud, og i disse udbud vil aftalen gælde - derfor vil aftalen relativt hurtigt få en betydning.

Odense Kommune, der er en del af foreningen Byg til Vækst, er glad for aftalen.

- Vi får med byggeriet af Nyt OUH ikke alene skabt en enorm arbejdsplads på Fyn, med aftalen mellem Byg til Vækst og Region Syddanmark får vi også skabt gode uddannelsesmuligheder for lærlinge og mulighed for at sluse ledige ind i byggebranchen for eksempel ved snusepraktikker. Det kommer til at få en stor betydning for os alle i de omkringliggende kommuner, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i pressemeddelelsen.

Det forventes, at byggepladsen bliver arbejdsplads for omkring 1.500 byggearbejdere, hvoraf cirka 100 vil være praktikanter og lærlinge.
brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141