23948sdkhjf

Selvstændige er bedre til pensionsopsparing end lønmodtagere

Intet behov for lovpligtige ordninger, viser tallene, der for første gang opgøres præcist.
Selvstændige har lige så stor pensionsformue som lønmodtagere. Og en del af dem sparer faktisk mere op til pension end lønmodtagere.

Det viser nye tal, hvor størrelsen på̊ lønmodtageres og selvstændiges pensionsformue for første gang kan opgøres præcist.

De selvstændige har i gennemsnit en pensionsformue på 1 mio. kr., mens lønmodtagere på mellemniveau, som eksempelvis sygeplejersker og pædagoger, i gennemsnit kun har sparet 900.000 kr. op til deres alderdom.

Enkelte springer over
Men de to gruppers pensionsopsparing adskiller sig dog på et centralt punkt, viser opgørelsen, som organisationen Forsikring & Pension står bag:

Mens de fleste lønmodtagere – tæt på 100 procent – har sparet op til pension, så ser det helt anderledes ud blandt selvstændige. Blandt de selvstændige er der nemlig 13 procent af 25-64 årige, som ikke har sparet op til pension overhovedet, og det vil betyde lavere indkomst i pensionsalderen.

- Det er positivt, at selvstændige i gennemsnit har en stor pensionsformue, siger vicedirektør Jan V. Hansen, Forsikring & Pension, som understreger at der ikke er et generelt problem med de selvstændiges pensionsopsparing.

- Mange har en fornuftig formue, selvom de ikke sparer jævnt op som lønmodtagere typisk gør. Men det er tankevækkende, at 13 procent af de selvstændige ikke har sparet op til pension overhovedet. Nogle af dem er i risiko for at få en alderdom med en indkomst, der er meget lavere end deres nuværende indkomst, advarer han.

Lav pension intet problem
Forskellen i levestandard og forbrugsmuligheder kan dog for de enkelte føles vidt forskelligt, alt efter hvilket indkomstniveau, man er vandt til at have. Og indkomsterne blandt selvstændige svinger meget. En del har en relativt lav årsindkomst, og for dem, vil den lavere forbrugsmulighed som pensionist ikke føles som den store forskel:

- Nogle har en så lav indkomst som selvstændige, at de selv uden pensionsopsparing ikke vil opleve et fald i rådighedsbeløb ved pensionering, forklarer Jan V. Hansen.

Alternativ opsparing
Den tidligere regering arbejdede med forslag om at stille krav om pensionsopsparing også for selvstændige, men det er ikke nødvendigt, mener organisationen:

- Disse ny tal viser, at det er forkert at tvinge alle selvstændige, der ikke sparer løbende op til pension, at spare op i en statslig ordning, som den tidligere regering foreslog. Gruppen af selvstændige er meget forskellig og bør ikke skæres over én kam, siger Jan V. Hansen.

Ud over opsparing i egentlige pensionsordninger har en del selvstændige også en forventning om at de sparer op igennem værdien af deres virksomhed. Når de når pensionsalderen - som for nogle af dem typisk er højere end hos lønmodtagere - forventer de at salg af deres virksomhed vil give formuen et løft. Men for mange viser værdien af virksomheden sig dog at være mindre end forventet, viser erfaringerne.

Forsikring & Pension, der står bag opgørelsen, er brancheorganisation for forsikring- og pensionsselskaberne i Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063