Dansk Byggeri skulder-lammer svende
Krav om mere udenlandsk arbejdskraft og højere pensionsalder sender håndværkere til tælling
Set ud fra et vækstperspektiv og gennem de store byggebriller, så har Lars Storr-Hansen naturligvis ret. Byggeriet har brug for kvalificeret arbejdskraft for at være med til at skabe den vækst der skal til for at fastholde velfærden.
Man kan måske mene, at de store byggebriller dækker en smule for udsynet i forhold til at sammentænke byggeriets behov med resten af samfundet, herunder borgernes behov og forventninger både til arbejdskraftens frie bevægelighed og tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet. Men lur mig om ikke netop arbejdskraftens frie bevægelighed og ønsket om flere udenlandske håndværkere i dette tilfælde giver EU-tilhørsforholdet endnu et alvorligt skud for boven.
Udsigten til senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet vil formentlig også kaste flere vælgere i armene på andre end de blå partier.
Men trods disse alvorlige konsekvenser, så har Lars Storr-Hansen stadig ret i sine betragtninger i forhold til den rolle, som byggesektoren skal spille i forhold til at sikre velfærden.
Artiklen er en del af temaet MESTER HAK&HUG.