23948sdkhjf

Håndværkerfradrag ude af kontrol

SKAT har aldrig ført kontrol med ordningen.
På trods af, at danskerne på kun seks år har indberettet for samlet over 28 mia. kr. via den populære boligjobordning, har Skat aldrig ført systematisk kontrol med ordningen - også kendt som håndværkerfradraget. Det viser en opgørelse, som Finans har foretaget.

Det er sket, selvom en enkelt stikprøve af 200 indberetninger, som SKAT foretog i 2012, afslørede, at 9 pct. af indberetningerne slet ikke var fradragsberettigede, mens der var fejl i yderligere 6 pct.

Den manglende kontrol er problematisk, mener en skatteekspert.

- Det er en stor fejlmargin, og det burde tale for, at man afsætter flere midler til kontrol, siger Torben Bagge, der er partner i advokatfirmaet TVC og ekspert i skatteret.

Siden ordningen trådte i kraft, har danskerne lavet over 3 mio. indberetninger svarende til en skattemæssig værdi på 8,8 mia. kr. ved udgangen af 2016.

Skulle SKATs stikprøve vise sig at være repræsentativ, betyder det, at over en kvart million indberetninger reelt ikke har været fradragberettigede. Det er dog ikke muligt at sige noget håndfast om dette.

Håndværkerfradraget har været nedlagt og derefter vedtaget igen med ændrede regler ad flere omgange. Finansordfører for Socialdemokratiet Benny Engelbrecht, der sad som skatteminister i perioden 2014-2015, mener, at det kan have indflydelse på, hvorfor der ikke har været mere kontrol med ordningen.

- Vi havde ingen intentioner om, at håndværkerfradraget skulle videreføres, så derfor tænkte vi heller ikke på at lave nogle automatiserede kontrolsystemer, siger han.

Skat oplyser i en mail til Finans, at indberetninger til boligjobordningen ud over kontrolindsatsen fra 2012 bliver kontrolleret i forbindelse med andre projekter, men at fejl og snyd ikke registreres særskilt. Desuden er der afsat ni årsværk, som de kommende to år skal se på ordningen.

Jacob Jensen, finansordfører for Venstre, mener ikke, at der er et særligt behov for mere kontrol.

- Jeg har svært ved at vurdere, om 200 stikprøver er for lidt. Men jeg mener ikke, at kontrollen med håndværkerfradraget skal prioriteres højere end andre fradrag, siger han til Finans.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095