23948sdkhjf

Carl Ras overtager 3 Aktive

Den danske værktøj- og beslagvirksomhed Carl Ras har opkøbt den succesfulde vækstvirksomhed 3 Aktive, der er værktøjs- og udstyrsspecialist. Købet styrker begge virksomheder på et marked, der bliver stadig mere konsolideret.

Gorm Rasmussen – medejer og administrerende direktør i Carl Ras – er begejstret. Efter et års forhandlinger kan det nemlig endelig gøres officielt: Carl Ras har overtaget den succesfulde værktøj- og maskinleverandør 3 Aktive.

- Vores ønske med at købe 3 Aktive er at styrke begge virksomheders positioner på et marked, som er hastigt konsoliderende. Vi tror på, at begge virksomheder kan lære meget af hinanden og kan bidrage til hinandens vækst, fortæller Gorm Rasmussen.

Og i virksomheden 3 Aktive, der tæller 20 medarbejdere i alt, deles glæden. Ifølge Hans Erik Hansen, der var med til at grundlægge virksomheden for 11 år siden, stod firmaet nemlig over for en række store investeringer og et snarligt generationsskifte.

- Vi er meget, meget glade for salget. Jeg er fyldt 60, og vi stod overfor et generationsskifte. Samtidig skulle vi til at foretage nogle store investeringer på blandt andet logistik- og lagerområdet, hvis vi skulle have virksomheden op på næste trin. De investeringer har Carl Ras musklerne og ekspertisen til at foretage,” fortæller han og tilføjer, at det har været afgørende for salget af 3 Aktive, at Carl Ras ønsker at videreføre virksomheden i 3 Aktives ånd, og at medarbejderstaben fortsætter under den nye ejer.

- Vi havde ikke solgt til hvem som helst,” siger den nu tidligere virksomhedsejer.

Udbredes til hele landet
For den administrerende direktør og resten af ledelsen i Carl Ras er det centralt, at 3 Aktive og Carl Ras på trods af det nye ejerskab forbliver to selvstændige brands.

- 3 Aktive har, siden de opstod for 11 år siden, præsteret at have en af branchens flotteste vækstrater år efter år. Det er et anerkendt brand, som står for kvalitet og god kundetilgang. Af respekt for brandet ønsker vi at bevare det, som det er, siger Gorm Rasmussen.

Han forklarer, at den største forandring derfor først og fremmest kommer til at ligge på de indre linjer, hvor de to virksomheder skal styrke hinanden.

- Carl Ras skal styrke 3 Aktive på logistikområdet, indkøbsområdet og den generelle måde at etablere butikker på. Samtidig kan Carl Ras hjælpe med at brede forretningen ud til hele landet. 3 Aktive er på nuværende tidspunkt repræsenteret i Midt- og Sydjylland og på Fyn, men det er vores ambition, at vi breder 3 Aktive ud til alle de områder, hvor Carl Ras står stærkt. I første omgang København, Aarhus og Aalborg, siger den administrerende direktør.

Han understreger, at læringskurven går begge veje, for Carl Ras kan også lære meget af 3 Aktive.

- 3 Aktive har en hel unik kundetilgang. De er meget tætte med deres kunder, følger op på dem og ved hele tiden, hvad de har gang i af nye projekter. I Carl Ras tilstræber vi også en god kundeservice, men vi kan stadig lære meget af 3 Aktives tilgang. Derudover har 3 Aktive en række stærke indkøbsaftaler på centrale produkter, som Carl Ras også kan få glæde af, fortæller Gorm Rasmussen.

Større varesortiment
For kunderne i både Carl Ras og 3 Aktive kommer virksomhedshandlen ikke til at spille nogen større rolle, ud over at begge virksomheder fremover vil tilbyde flere løsninger og koncepter.

Carl Ras’ egne produkter, der produceres under brandet Stroxx, vil nemlig komme til salg i 3 Aktives butikker, ligesom Carl Ras’ kunder vil få adgang til 3 Aktives varesortiment.

I det hele taget fortsætter meget som før, fortæller Gorm Rasmussen:

- Det har været vigtigt for os, at vi bevarer alle kvaliteterne ved 3 Aktive. Derfor fortsætter 3 Aktives ledelse også i virksomheden i de kommende år. Aftalen er, at de fortsætter med det arbejde, som de gør rigtig godt, og så tager vi over, der hvor vi kan styrke virksomheden, siger han.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141