23948sdkhjf

Videnpilot flyver stadig højt

Videnpilot Mitzi Håkansson har som en anden jagerpilot tæppebombet tømrerfirmaet Egon Olsen & Co A/S i Solrød med projekter og processer, som umiddelbart ligger langt fra firmaets kernekompetencer
- Jeg skal indrømme, at det var et sats, da cand. com. Mitzi Håkansson sidste år med stor overtalelsesevne og løntilskud fra Videnpilotordningen blev ansat for at bl.a. at sætte skub i vores arbejde med medarbejdertrivsel og PR-strategi, siger direktør og medindehaver af tømrer- og snedkerfirmaet Egon Olsen & Søn A/S i Solrød, ingeniør Michael Hoff-Møller til Mester Tidende.

- Det lå ikke umiddelbart i kortene, at jeg skulle ansatte en akademiker i et traditionelt tømrerfirma, men jeg fik da det "klarsyn", at Mitzi kunne være med til at realisere nogle af de mange projekter jeg havde liggende i "så-gør-dog-noget-ved-det-skuffen". Og den forventning er helt klart blevet indfriet, fremhæver Michael Hoff-Møller.

Han lægger i øvrigt ikke skjul på. at han formentlig ikke ville have ansat en medarbejder til at "rydde op i skuffen" - og da slet ikke en akademiker - hvis det ikke havde været for løntilskuddet.

- Nu har jeg fastansat Mitzi. Og kan vel egentlig slet ikke undvære hende. Hun har fulgt mange projekter til dørs, som vi ikke ville have haft hverken tid eller evner til at realisere. Det er bl.a. hendes fortjeneste, at vi får fuldt udbytte af Dansk Byggeris projekt Bedre Bundlinje, som vi deltager i. Og det er Mitzis fortjeneste, at vi er blevet mere synlige både overfor potentielle kunder og i pressen og på sociale medier, siger Michael Hoff-Møller til Mester Tidende.

Højt til loftet

- I en håndværksvirksomhed er der ikke langt fra tanke til handling eller for ordre til udførelse. Her gælder det om at løse konkrete opgaver hurtigt og effektivt. Det ved alle i virksomheden og derfor kan vi vækste og skabe overskud.

Det er derimod langt vanskeligere at håndtere opgaver som er mere procesorienterede og abstrakte i forhold til vores kernekompetencer og som strækker sig over lang tid. Tænk blot på at skabe medarbejdertrivsel på den lange bane. Her har Mitzi med sin akademiske tilgang været en effektiv tovholder og en rigtig god sparringspartner, fremhæver Michael Hoff-Møller.

For Mitzi Håkansson har det især været lidt af et kvantespring at forlade de trygge rammer på universitet med god tid til at tale tingene igennem og ryge ind i en travl håndværksvirksomhed med mandehørm og hurtige beslutninger. Og så tilmed stå over for mere eller mindre selv at skulle definere sit job.

- Både ansvaret og forventningerne om selvstændige beslutninger har været til at føle på. Og det er helt sikkert, at det aldrig var lykkedes, hvis ikke Michael i den grad har spillet med på ideen og netop har formået at sætte tingene i perspektiv. Her er højt til loftet og der er styr på kernekompetencerne. Det gør det muligt at få sat nogle processer i gang, som yderligere kan gavne virksomheden og medarbejderne, understreger Mitzi Håkansson og tilføjer, at for at virksomheder skal kunne få gavn af en videnpilot, så handler det både om menneskelig kemi og om engagement fra både videnpiloten og virksomheden. Og så handler det om tillid.

- Som videnpilot gælder det også om at turde udfordre virksomhedens ledelse og være med til at sætte dagsordenen. Det er selvsagt lidt af en opgave, som man skal gå til med både respekt, varsomhed og intuition og en god portion akademisk tankegods som værktøj, fastslår Mitzi Håkansson.

Behov for opfølgning

Både Mitzi Håkansson og Michael Hoff-Møller efterlyser en mere målrettet vidensdeling om Videnpilotordningen.

- For at udbrede kendskabet til ordningen og de muligheder en videnpilot kan skabe i en virksomhed, burde Uddannelses- og Forskningsministeriet, som varetager ordningen, være mere fremme i skoen og f.eks. sørge for, at både Mitzi og jeg får mulighed for at dele vores viden og erfaringer med andre. Men det er svært at trænge igennem med budskabet overfor ministeriet, siger Michael Hoff-Møller.

De har begge selv taget initiativ til at orientere om ordningen i deres netværk, men efterlyser en mere systematisk oplysnings- og videndelingsindsats.

- Der er alt for mange akademikere der uddannes til arbejdsløshed eller som sygner hen på de offentlige kontorer. Lad os få dem ud i virksomhederne, så de kan skabe omsætning og arbejdspladser til gavn for hele samfundet, siger Michael Hoff-Møller.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063