Pas godt på varen, hvis du vil fortryde køb over nettet
Forbrugerne skal passe på varerne, hvis de fortryder køb over nettet. De hæfter også for værdiforringelsen
Og nu er det tilmed slået fast fra Forbrugerombudsmanden, hvordan en eventuel værdiforringelse bør fastsættes.
- Det har været uklart, hvordan man beregner en værdiforringelse af varer forbrugerne har taget i brug. De nye retningslinjer løser ikke alle problemer, men har ryddet nogle sten af vejen, og det er vi tilfredse med, siger chefkonsulent Bo Dalsgaard fra Dansk Erhverv.
Ifølge vejledningen har forbrugere, der vælger at sende brugte varer retur, krav på at få den pris tilbage, som varen er værd i den stand, den er returneret.
- Det betyder, at forbrugeren skal have det beløb retur, et par hvide bukser med rødvinspletter er værd eller en iPad med ridset skærm. For nogle produkter kan det være meget lidt eller ingenting. Det håber vi vil give forbrugerne et incitament til at passe på deres ting, siger Bo Dalsgaard.
Forbrugerklagenævnet er ikke bundet af Forbrugerombudsmandens retningslinjer, men Dansk Erhverv opfordrer nævnet til at lade sig inspirere af det.
- Forbrugerombudsmanden er kommet med en model, der skaber en rimelig balance mellem de erhvervsdrivende og forbrugerne også selv om det ikke er Dansk Erhvervs foretrukne model, siger Bo Dalsgaard.
Dansk Erhverv har hele tiden ment og mener fortsat, at det er en underlig regel, at forbrugere kan tage en vare i brug og efterfølgende fortryde købet og opfordrer regeringen til at arbejde for at reglen laves om.
- Det giver ikke mening, at man skal have lov til at sende brugte varer retur, og vi har endnu ikke fundet nogen, der synes det er en god idé. Det gør nethandlen dyrere og skaber unødvendige konflikter. Vi opfordrer derfor den danske regering til at arbejde for at reglen fjernes, siger Bo Dalsgaard.
Hovedpunkterne i retningslinjerne fra Forbrugerombudsmanden er:
At forbrugerne alene må håndtere den købte vare, som de ville kunne i en fysisk butik
At forbrugerne hæfter for værdiforringelsen, hvis de håndterer varen anderledes, end de ville kunne i en fysisk butik
At der ved fastsættelsen af værdiforringelsen skal tages udgangspunkt i den værdi, som varen vil kunne sælges til i detailsalg i den stand, som den erhvervsdrivende modtager den retur
At værdiforringelsen kan udgøre 100 procent af varens værdi
At forbrugerne kan komme til at hæfte for ødelagt eller ikke-returneret emballage
tøtte