23948sdkhjf

Anlægsentreprenører frygter forsinkelser

Femernforbindelsen har fået 3.000 indsigelser fra enkeltpersoner, virksomheder og organisationer. Det bekymrer Danske Anlægsentreprenører, der stiller spørgsmål ved motiverne
3.000 indsigelser får ikke Femern A/S til at ryste. Her forventer man ingen forsinkelser af den grund. Dansk Anlægsentreprenører er ikke lige så sikre.

- Høringer skal sikre, at der tages hensyn til enkeltpersoners og virksomheders interesser. Det kender vi fra Danmark, hvor vi har en lang række lovfæstede krav lige fra ejendomsrettens ukrænkelighed i grundloven til forskellige krav om offentlige høringer, hvor man kan fremsætte synspunkter og komme med indsigelser mod en konkret aktivitet, og dermed være med til at sikre hensynet til individets interesser, hvor det kolliderer med bredere samfundsinteresser.

Det skal vi respektere, siger branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri.

Alligevel advarer Niels Nielsen i en kronik i Licitationen-Byggeriets Dagblad mod, at denne mulighed frister nogen til at bruge retten destruktivt for at fremme snævre interesser på bekostning af helheden.

- De regler, der skulle sikre individets interesser kan således komme til at skabe barrierer for, at samfundet kan fungere på en fornuftig måde i en god balance mellem individets og fællesskabets interesser, mener Niels Nielsen.

Rejser debatten

Han understreger, at der ikke kan gennemføres store anlægsprojekter f.eks. i tæt bebyggede byområder, uden det giver gener i form af støj, støv og trafikale forhindringer. Han hæfter sig dog ved eksempler, der tyder på, at det ikke altid er de ædle motiver i planloven, der motiverer til indsigelser.

- F.eks. løsningen af konflikten om støjgener ved Metrobyggeriet, som stod overfor forsinkelser og fordyrelser. Her gav transportministeren klagerne mulighed for at vælge mellem genhusning eller overdragelse af lejligheden i anlægsperioden eller en skattefri kompensation på op til 20.000 kr. hver måned. Så vidt jeg er orienteret, har den største del af beboerne valgt at leve med støjgenerne mod at få den attraktive økonomiske kompensation.

Det kan selvfølgelig undre, at beboere, der inden loven hævdede, at støjen var helbredstruende, vælger den økonomiske kompensation, siger Niels Nielsen, som sammenligner det med, at kommunens borgere foretrækker, at kommunen undlader at sikre forsvarlig fodgængerpassage af en trafikeret vej mod at betale fodgængerne 100 kr. for selv at forsøge at slippe helskindet over vejen.

For medlemmerne i Danske Anlægsentreprenører betyder det store omkostninger, men organisationen understreger, at det naturligvis er vigtigt at sikre individets interesser.

- Men vi vil gerne rejse debatten om, hvordan vi undgår, at klagemuligheder anvendes i en chikanelignende kamp, som påfører samfundet urimelige byrder i form af økonomiske tab og forsinkelser af anlægsprojekter, siger Niels Nielsen og opfordrer regeringen til en kulegravning af de mange regler, der skal sikre individets interesser.

- Reglerne skal give retssikkerhed for den enkelte, men de skal ikke være et redskab, som kan bruges til at undergrave samfundets interesser.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094