23948sdkhjf

Bøsser i skjul på byggepladsen og i skurvognen

Trods årtiers kamp for seksuel tolerance i Danmark springer homoseksuelle ikke ud i skurvognen. Byggeorganisationer erkender problemer i den traditionelle macho-verden
Buschauffører gør det, receptionister gør det, bankfolk og journalister gør det, politikere og professorer gør det, ja endda soldater og sportsfolk gør det. Men murere, tømrere, stilladsarbejdere og struktører gør det ikke. Fortæller på jobbet, hvis de er homoseksuelle.

Homoseksualitet og det at have en partner af samme køn er et tabu i den danske byggebranche. Frygten for mobning og at skille sig ud, får de håndværkere, der ikke er heteroseksuelle til at tie og kigge andre steder hen, når bøssejokes ryger gennem luften. Både fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer inden for byggeri erkender, at der kan være et problem for ikke-heteroseksuelle at være åben omkring deres identitet i branchen. Og hos organisationen LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner) mener man også, at det er et problem.

Hver anden i skjul

En undersøgelse, som Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder lavede i 2012 viser, at omkring halvdelen af LGBT’erne (bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.) på det danske arbejdsmarked oplever, at de ikke kan være åbne om deres identitet på arbejdspladsen. Der er ikke lavet nogen isoleret undersøgelse af den danske byggebranche, men problemet er ikke mindre her, mener LGBT.

- Desværre er der ingen undersøgelser konkret på denne branche. Men meget tyder på, at der er et problem. Der er en tendens til, at mandsdominerede brancher har en meget heteroseksualiserende kultur, som ekskluderer ikke-heteroseksuelle bl.a. gennem bøssevittigheder. Og det gør sig også gældende i byggeriet, siger Rikke Voergård-Olesen, der er talsperson for Arbejdsmarkedspolitisk udvalg i LGBT Danmark.

Hun har selv forsket i emnet arbejdspladser og åbenhed og hendes forskning viser bl.a., hvordan der er forskel på heteroseksuelle og ikke-heteroseksuelles mulighed for at fortælle om deres privatliv. Ifølge Rikke Voergård-Olesen er det en meget uholdbar situation for de berørte.

Frosset ud

- Det er meget negativt for alle mennesker, der ikke har mulighed for at være åben deres personlighed og liv. Jeg ved, at nogle ikke-heteroseksuelle og transpersoner kæmper med frygten for at blive frosset ud, hvis de er åbne omkring deres identitet på samme måde som deres heteroseksuelle og konventionelt kønnede kolleger. På arbejdspladserne taler man om sit private liv og oplevelser. Det kan ikke-heteroseksuelle og transpersoner ofte ikke. Det er trist, at der i 2014 forgår forskelsbehandling, siger hun.

Ifølge Rikke Voergård-Olesen er det primært arbejdsgiveren, der skal sikre rammerne for åbenhed, men fagforeninger skal hjælpe aktivt til i den proces – ikke mindst hvis stemningen er chauvinistisk.

- Det er arbejdsmarkedets parter, der skal gøre en indsats og aktivt løse problemerne. Det kan aldrig være den enkeltes ansvar, siger hun.

Rikke Voergård-Olesen peger på Sverige og England som gode eksempler på lande, hvor man i højere grad tager aktivt hånd om problemet, og der stilles krav til, at arbejdspladserne har en arbejdsmarkedsmiljøpolitik inden for LGBT-området.

Meget macho

Hos fagforeningen i byggeriet, 3F’s Byggegruppe, kender arbejdsmiljøkonsulent Freddy Hansen ikke til konkrete sager med chikane grundet seksuel observans, men han kan godt forestille sig, at byggeriet er en af de svære brancher at være ikke-hetero.

- Det er nok ikke så let at springe ud som homoseksuel i en skurvogn. Der er ofte en særlig jargon, og måske er der ikke alle steder lige stor tolerance. Branchen kan være meget macho, siger Freddy Hansen.

I et udviklet demokrati er der brug for tolerance i forhold til minoritetsgrupper - det skal der selvfølgelig være – også på byggepladserne, understreger han.

- Det er en udfordrende opgave at sætte dagsordenen i en virksomhed. Mesteren har det overordnede ansvar, men selvfølgelig har vi alle et ansvar for tolerance og forståelse. Det vil kræve, at man får snakket om, hvordan omgangstonen og respekten for andre skal være. 3F’s tillidsfolk vil være en god nøgle til sparring og tiltag til det, siger Freddy Hansen.

Respekt på byggepladsen

Heller ikke i arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri har arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen konkrete faglige sager med chikane af homoseksuelle. Dansk Byggeri har ikke særlige principper omkring denne del af befolkningen. De er omfattet af mangfoldighedsprincippet i Dansk Byggeris Arbejdsmiljøpolitik, fortæller Mette Møller Nielsen.

- Lige meget om man er homoseksuel, af anden etnisk oprindelse end dansk eller 8. generations-jyde, så skal man selvfølgelig kunne være på byggepladsen og behandles med respekt og ikke chikaneres, siger hun.

LÆS OGSÅ: 3F vil slås for åbenhed om seksualitet på byggepladsen

LÆS OGSÅ: Bygge-bøsser
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109