Høj aktivitet i Metabo-testcenter
Syv af Mester Tidendes testhåndværkere blev sluppet løs i Metabos testcenter i Taastrup. Det gik hårdt ud over testcentret, men alle Metabo-maskiner overlevede
- I første omgang er det jo forhandlerne byggemarkedet og lignende der er vores kunder. Og for at kunne rådgive vores kunder bedst muligt er det vigtigt for os også at have solid kontakt til slutbrugerne altså de håndværksmestre og håndværkere, der køber Metabo-værktøj hos forhandlerne, siger Metabos skandinaviske produktchef Henrik Kock.
Han tilføjer, at Metabo-folkene løbende udveksler viden med forhandlerne om slutbrugernes behov og erfaringer.
Teori og praksis
For at komme endnu tættere på slutbrugerne inviterede Henrik Kock og kollegaen Tim Ruberg, som er marketingansvarlig i Skandinavien, derfor syv af Mester Tidendes testhåndværkere til et fyraftensmøde i Metabos testcenter i Taastrup.
- Vi bruger ofte testcentret i forbindelse med forhandlermøder, hvor vi går tæt på værktøjerne, salgsstrategier og lignende. Det er ikke så tit vi slipper håndværkere løs, selvom det er det helt rigtige sted at gøre det, understreger Henrik Kock.
Og det fik han helt og aldeles ret i.
Efter en teoretisk gennemgang af udvalgte maskiner og en god snak om batteriteknologi Metabo lancerer 6 Ah batterier i 2015 gik håndværkerne i gang med at bore, skære, slibe og save. Lyden af de arbejdende maskiner blev krydret med god faglig snak og vurdering af værktøjernes ydeevne, ergonomi og pris.
- Alle byggecentre burde sådan set have et testcenter, hvor man kunne prøve værktøjet inden man beslutter sig for, hvad man skal købe. Der er ingen tvivl om, at der kan flyttes markedsandele hvis man får lov at bruge værktøj, som man ikke har prøvet før, mener testhåndværkerne.
.