23948sdkhjf

Dobbelt uppercut til udkantsmestre

Håndværksmestre i udkantsområderne får ikke del i de 4,2 mia. kr. som regeringen giver i støtte til renovering i den almene boligsektor. Det mener 9 ud af 10 lokalformænd i Dansk Byggeri. De penge går nemlig til de større entreprenører i byerne
Regeringen og en række forligspartier har i 2015 givet plads til en lille gave til de almene boligselskaber i form af 4,2 milliarder kroner. Men de penge straffer de mindre håndværksmestrer i udkantsområderne. Det mener 9 ud af 10 lokalformænd i Dansk Byggeri, som Mester Tidende har talt med. Langt de fleste almene boliger i landet ligger nemlig i de større byer.

- Det er begrænset, hvad vi har af almene boliger her i Brovst, så Boligaftale 2014 er noget, der primært kommer de større byer til gode, siger Carsten Bech Christensen, som er indehaver af BTM Byg og lokalformand i Dansk Byggeri i HanHerred i Vendsyssel.

At regeringen samtidig har fjernet håndværkerfradraget gør ekstra ondt på udkantsmestrene, hvor man havde stor glæde af ordningen. Boligaftale 2014 føles derfor som et dobbeltuppercut på håndværksmestrene.

- Ja, det kan man godt sige. Vi er hårdt ramt i forvejen, og der er ingen tvivl om, at det skævvrider forholdene i landet. Der er jo i forvejen god aktivitet i de større byer, siger Carsten Bech Christensen.

Må flytte sig

Carsten Bech Christensen medgiver, at han godt kunne byde ind på opgaver, som boligforliget skaber i eksempelvis Aalborg, og sende sine 8 svende dertil:

- Ja, det er da noget, vi skal overveje, men vi har tre kvarters kørsel derind. Så med længerevarende opgaver, kan det slet ikke betale sig, siger Carsten Bech Christensen.

I Odense sidder Kurt Adamsen. Han er direktør for Isoleringsgruppen i Odense og Lokalformand i Dansk Byggeri Odense. Han har dobbelt så mange ansatte som Carsten Bech Christensen i Vendsyssel, og er lodret uenig.

- Man er jo ikke stavnsbundet til det sted, man bor. Vi andre arbejder også engang imellem i København. Man kan måske ikke flytte virksomheden, men man kan flytte efter produktion, siger han.

Minister afviser

På Christiansborg, hvor boligaftale 2014 blev vedtaget, står ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen også uforstående over for kritikken:

- Med boligaftalen renoverer vi almene boliger for 18 milliarder fra Lolland til Frederikshavn. Lige nu ligger der en liste med mere end 500 egnede projekter fra stort set alle kommuner - også de små. Det giver 18.000 gode håndværkerårsværk, og det er helt hen i vejret at kalde det et uppercut, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen og tilføjer:

- Og så må jeg sige, at jeg bliver en smule forstemt, når jeg hører en håndværksmester brokke sig over, at han skal køre 45 minutter for at få en opgave. Hvis hans svende bliver arbejdsløse, så har de en pligt til at søge job med transporttid på op til tre timer.

Men den kritik praller af på Carsten Bech Christensen:

- Normalt kan vi godt konkurrere på priserne med firmaerne fra Aalborg, men transporten frem og tilbage koster jo også. Det kan vi slet ikke være med på, siger han.

Ifølge andre lokalformænd er det umuligt for mindre virksomheder at stille de garantier, som både bygherrer og hovedentreprenører kræver for at kunne byde ind på større entrepriser i den almene boligsektor.

"De har penge nok"

Kurt Andersen spår alligevel, at boligaftale 2014 vil gavne alle mestre i hele landet.

- Det er de store virksomheder, der flytter deres arbejdspladser ind til byerne. På den måde bliver der mere plads til de små i yderområderne, fordi de større og mindre virksomheder ikke skal konkurrere om de samme kunder længere, siger han.

Men de profetier giver Carsten Bech Christensen ikke meget for.

- De store boligforeninger har jo penge nok. Sådan ser det i hvert fald ud fra min stol. Boligaftale 2014 tilgodeser de store entreprenører, og det går altid ud over de små. Jeg vil gerne have håndværkerfradraget tilbage, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109