23948sdkhjf

VVS-installatør har styr på både tid og materialer

VVS-installatør Henrik Seiersen Mathorne har sparet 1-2 timer dagligt ved at gå fuldt mobil. Han er netop kåret som Danmarks mest IT-modne virksomhed for så vidt angår udførelse
Hos Højbjerg VVS Service nær Århus er det et ansættelseskrav, at man udover såvel traditionelle som utraditionelle vvs-opgaver også er rede til og klædt på til, at bruge effektive IT-værktøjer.

Det siger indehaveren af virksomheden, VVS-installatør Henrik Seiersen Mathorne, der er Danmarks mest IT-modne virksomhed for så vidt angår udførelse, dvs. at håndtere formidling af opgaver og opsamling af tid og materialer

Det er Mester Tidende, som sammen med IT-rådgivningsfirmaet BASIT står bag kåringen.

Virksomheden, der har fire ansatte og er fokuseret på service- og spjældopgaver, har med mobile IT-værktøjer fuld styring af tid og materialer i forhold til de forskellige opgaver og det har skabt bedre overblik over sagernes udvikling, minimeret papirarbejdet og forbedret arbejdsprocesserne.

- I mange år har vi som så mange andre i branchen håndteret al planlægning manuelt. Jeg uddelte en arbejdsseddel til montøren på værkstedet om morgenen, som så skulle udfyldes og bringes tilbage på værkstedet igen, når dagen var slut.

Det gjorde, at vi var afhængige af at mødes fysisk for at holde styr på tingene, og det kostede mig mindst 1-2 timers administration om dagen, siger Henrik Mathorne, der har været i branchen i over 10 år.

Den proces har nye IT-værktøjer forbedret. Og i dag styrer svendene stort set selv opgaverne. Og papirhelvedet hører fortiden til.

Kræver disciplin

- Når det er et ansættelseskrav, at man kan bruge virksomhedens IT-værktøjer, så hænger det sammen med, at brugen og især udbyttet af IT-værktøjer hænger nøje sammen med disciplinen til at bruge værktøjerne. Det er en stor udfordring, men hvis ikke svendende får det gjort, skal jeg jo selv gøre det. Og så er det så som så med udbyttet af IT-investeringen, siger Henrik Seiersen Mathorne.

Udover at være vvs- installatør er Henrik Seiersen Mathorne også handels- og kontoruddannet og har fra barnsben været interesseret i IT.

- Det har selvfølgelig været et godt udgangspunkt for overblikket i forhold til at implementere IT-værktøjer, men ligeså vigtigt er det naturligvis, at teknologien så også rent faktisk giver udbytte. Og det gør det her i virksomheden, hvor vi har fået skabt et godt overblik og en bedre bundlinje, siger, siger Henrik Seiersen Mathorne.

Gå fuldt mobil

Højbjerg VVS Service er også på andre områder mere IT-moden end så mange andre håndværksfirmaer.

- Vi gør en hel del ud af at profilere virksomheden og vores kompetencer på nettet. Det handler om synlighed og det handler om at skabe tilfredse kunder. Kundernes oplevelser med os og vores arbejde deles flittigt og har givet hos en god ranking på TrustPilot, forklarer Henrik Seiersen Mathorne.

Han er godt tilfreds med den digitale udvikling og de IT-værktøjer som nu med stor succes er implementeret i virksomheden. Det har givet større effektivitet end gennemsnittet.

- Jeg kan sådan set kun opfordre andre til hurtigst muligt at gå "fuld mobil", siger Henrik Seiersen Mathorne.

Mester Tidende har sammen med IT-rådgivningsfirmaet BASIT kåret de fem mest IT-modne små og mellemstore håndværksfirmaer inden for :

• Bedste håndværksvirksomhed til tilbudsgivning

• Bedste håndværksvirksomhed til planlægning

• Bedste håndværksvirksomhed til at håndtere formidling af opgaver og opsamling af tid og materialer

• Bedste håndværksvirksomhed til at håndtere kvalitetssikring og aflevering af projekt

• Bedste håndværksvirksomhed til økonomisk styring

Henrik Seiersen Mathorne får overrakt prisen på Dansk Byggeris IT-messe som gennemføres den 3. februar i Taastrup og den 4. februar i Aarhus

Messen arrangeres af Dansk Byggeri i tæt samarbejde med IT-rådgivningsfirmaet BASIT og Mester Tidende.

Tilmeld dig messen her

Se program og udstillerliste her

Læsere af Mester Tidendes nyhedsbrev kan deltage i lodtrækningen om 50 gratis billetter til messen.

Mail navn og adresse til red@mestertidende.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.212