Teamleder inden for anlægsprojekter til Kolding Kommune
Er du en motiverende og samlende leder? Er du stærk inden for anlægsprojekter? Og vil du stå i spidsen for videreudviklingen af et dedikeret projekteringsteam, hvor du skal sætte retning, kommunikere fælles mål og sikre sparring på tværs? Så læs mere om stillingen som teamleder!
Sammen designer vi livet
Flere skal vælge Kolding Kommune – både borgere og virksomheder. Det er kommunens mål, og derfor arbejder medarbejderne under visionen ”sammen designer vi livet” dedikeret med at skabe de bedst mulige rammer, så livet i Kolding kan udfolde sig til alles bedste.
Til kommunens projekteringsteam, som er en del af By- og Fællesforvaltningen, leder vi netop nu efter en teamleder, som kan stå i spidsen for ledelse og videreudvikling af teamet. Hvis det er dig, kan du mere konkret se frem til følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Motiverende og nærværende personaleledelse af 10 medarbejdere i projekteringsteamet og samarbejde med 1-2 eksterne ressourcepersoner
- Overordnet styring af den samlede projektportefølje herunder prioritering, planlægning, kapacitetsstyring og kvalitetssikring
- Projektledelse af egne projekter
- Kommunikere fælles mål, værdier og retning
- Bidrage til videndeling på tværs i organisationen
Som en del af ledergruppen, kommer du til at indgå i et tæt samarbejde med de to øvrige teamledere, og du bliver en tæt sparringspartner for afdelingschefen, Henrik Sandager Nissen, som du refererer til. Generelt vil du i rollen få en bred berøringsflade med alle interessenterne omkring anlægsprojekter i kommunen. På det interne plan er det i egen afdeling, egen forvaltning og andre forvaltninger i kommunen, mens de eksterne interessenter eksempelvis er borgere, interesseorganisationer og rådgivere.