23948sdkhjf

Bladt Industries bliver leverandør til den første fuldskala offshore vindmøllepark i USA

| Medlemsnyhed | Indrykket af Bladt Industries A/S

Bladt Industries har netop tegnet kontrakt med Vineyard Wind LLC (Copenhagen Infrastructure Partners og Avangrid Renewables) på levering af en offshore transformerstation til den første fuldskala offshore vindmøllepark i USA.

Bladt Industries er global markedsleder inden for fabrikation af offshore konstruktioner til havvindprojekter.

Havvind har været på dagsordenen i USA i årevis, og Bladt Industries har de seneste år forberedt sig på at træde ind på et nyt amerikansk marked. Nu kommer den første fuldskala offshore vindmøllepark, og Bladt Industries er meget tilfreds med at være blevet valgt af Vineyard Wind som leverandør til projektet.

Bladt Industries på grund af deres mangeårige erfaring som leverandør til offshore vind industrien. Derfor kan deres knowhow være med til at gøre en afgørende forskel på det amerikanske offshore-vindmarked.

- Vi er beærede over, at ejerne og partnerne bag Vineyard Wind har valgt Bladt Industries som leverandør. Aftalen kan blive et springbræt for Bladt Industries, da det amerikanske havvindmøllemarked er et prioriteret marked med et enormt potentiale, og vi ser denne kontrakt som en forudsætning for vores videre udvikling på det amerikanske marked, siger Klaus Steen Mortensen, CEO, Bladt Industries.

Bladt Industries har spillet en stor rolle på ​​det europæiske havvindmøllemarked og har i årenes løb etableret produktion i en række lande. Bladt Industries vil nu overføre erfaringer og knowhow  inden for komplekse stålkonstruktioner til offshore vindmarkedet til det amerikanske marked og vil anvende Vineyard-projektet til at vinde fodfæste på det gryende amerikanske offshore-marked:

- En offshore transformerstation er hjertet i en havvindmøllepark, da den skaber forbindelse mellem møllerne og el-nettet. Vi vil engagere lokale virksomheder som partnere eller underleverandører. Det er en vigtig del af vores strategi for en øget tilstedeværelse på det amerikanske havvindmøllemarked, forklarer Nils Overgaard, Chief Sales Officer på Bladt Industries.

Kontrakten er en EPC-kontrakt, der omfatter engineering, indkøb og opførelse af en 3.000 tons offshore transformerstation og et 1.500 tons jacket fundament. Bladt Industries vil gennemføre projektet i tæt samarbejde med Semco Maritime og ISC Engineering. Designet er allerede i gang ved ISC Engineering, og det elektriske system udføres af Semco Maritime.

Vineyard Offshore Wind Farm på 800 MW vil blive placeret godt 20 km syd for Marthas Vineyard og godt 55 km ud for den amerikanske østkyst ved Massachusetts. Efter idriftsættelse vil parken levere grøn energi til mere end 400.000 amerikanske boliger.

Medlemsnyhed

Indrykket af
Bladt Industries A/S

Nørredybet 1
9220 Aalborg Øst
Danmark
Bladt Industries A/S

Send til en kollega

0.092