23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Nye kompetencer til Svampelaboratoriet

Med to spændende nyansættelser har Teknologisk Institut nu Danmarks stærkeste team indenfor identifikation af svampeangreb og testmetoder med mikroorganismer i relation til bygninger.

Teknologisk Instituts svampelaboratorium har for nylig ansat to nye medarbejdere – Ulf Thrane og Tue Rønhave Laursen. Med de to herrer på holdet, har Teknologisk Institut styrket kompetencerne og slået fast at de er en ledende aktør inden for svampe og mikrobiologi med relation til bygninger.

Jonas Stenbæk er sektionsleder i Svampelaboratoriet og han ser frem til at kunne tilbyde endnu bedre services til laboratoriets kunder. 

- Sammensætningen af vores team understreger vores store fokus på mikroorganismer i bygninger og de faktorer der kan påvirke deres tilstedeværelse. Vi er stolte af, at vi nu har landets bredeste viden indenfor identifikation af svampe og svampeangreb og et stort udvalg af testmetoder med mikroorganismer samt en nyudviklet metode til karakterisering af bakterier i bygninger. Vi ser frem til at vores kunder kan få endnu bedre - og bredere – viden og services hos os, siger Jonas Stenbæk. 

Holdet er sat
Ulf Thrane
kommer fra en stilling som seniorforsker hos SBi, hvor han bl.a. har arbejdet med skimmelsvampe i bygninger og deres betydning for indeklimaet. Han har været hovedansvarlig for den kommende nye udgave af SBi anvisning om ”Skimmelsvampe i bygninger – undersøgelse og vurdering”. Han har tidligere været ansat på DTU i mere end 30 år som lektor og forsket i fysiologiske, kemiske og morfologiske aspekter indenfor primært skimmelsvampe. Det har ført til et helhedsorienteret syn på skimmelsvampesystematik med en multidisciplinær karakterisering af skimmelsvampearter, der har været benyttet ved afhjælpning af problemer med skimmelsvampe som skadevoldere i bygninger, levnedsmidler, landbrugsafgrøder og produktionsmiljøer. 

Tue Rønhave Laursen kommer fra en stilling som rådgivende biolog hos Hussvamp Laboratoriet ApS., hvor han har stået for den daglige drift af laboratoriet, herunder bl.a. artsidentifikation af skimler og trænedbrydende svampe, samt svampe-/rådskade vurderinger. Derudover har hans kerneopgaver inkluderet rådgivning ifm. indeklimaproblemer og foretagelse af bygningsundersøgelser med opsporing af skimmel og fugt. Tue er uddannet på Københavns Universitet og har en kandidatuddannelse indenfor molekylære metoder til artsidentifikation af svampe, samt svampes økologi og levevis. 

Teamet består i forvejen af PhD, forretningsleder Morten Klamer, som har været ansat på Teknologisk Institut i mere end 17 år og har arbejdet med identifikation af skimmelsvampe og trænedbrydende svampe, herunder vurdering af svamp/råd-skader. Cand.scient., konsulent Trine Østergaard Jensen, som gennem de seneste år har arbejdet på Teknologisk Institut specielt med akkrediterede prøvninger indenfor trænedbrydende svampe samt skimmelsvampe. Derudover har projekter om bakterier i bygninger været et prioriteret område, hvor valid prøvetagningsmetode til analyse af bakterieforekomst er udviklet.  Trine står desuden for udvikling af DNA-baserede metoder til detektion og identifikation af skimmelsvampe samt bakterier, som er et område Teknologisk Institut vil sætte fokus på. Pernille Juul, Laborant, teknisk support, herunder indkøb, fremstilling af dyrkningsmedier, Mycometeranalyser samt bakterie- og DNA analyser.

Teamet ledes af PhD, sektionsleder Jonas Stenbæk, som har en forskerbaggrund indenfor trænedbrydende svampes fysiologi, samt miljøvenlig bekæmpelse af skimmelsvampe. Jonas har de seneste år arbejdet på Teknologisk Institut indenfor udvikling af biocidfrie teknologier til træbeskyttelse. Han har været med til at hjælpe en samlet malingsindustri med at klargøre en kommende omstilling fra brugen af kommercielle biocider til mere miljøvenlige alternativer til at bekæmpe mikrobiologiske angreb. Jonas har en bred erfaring i screenings- og standardtest med mikrobiologiske organismer. 

Hele Svampelaboratoriet ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Billedet: Fra højre ses Trine, Morten, Jonas, Pernille, Tue og Ulf (ved mikroskopet)

Vil du vide mere? Kontakt:
Jonas Stenbæk, jos@teknologisk.dk, 7220 1139

Teknologisk Institut - Byggeri og Anlæg
Gregersensvej 4
2630 Taastrup
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK56976116
P nummer: 1003119709

Kontaktperson

CVL
Christine Vodsgaard Larsen
Faglig leder
+45 72 20 21 49 chla@teknologisk.dk

Send til en kollega

0.094