23948sdkhjf
Del siden
Annonce

"Det vigtigste er at skabe et fagligt fællesskab"

Jakob Hausgaard, kontorleder for EKJ Aarhus er i oktober blevet valgt som formand for Dansk Geoteknisk Forening (DGF) i to år. Han vil arbejde for at styrke fællesskabet på tværs af geografi og firmaer

Har du nogle særlige mærkesager, som vil du arbejde for?
 "Den vigtigste kerneopgave for Dansk Geoteknisk Forening er, som jeg ser det, at skabe et fagligt fællesskab på tværs af geografi og firmaer – der er kun nogle hundrede danske geoteknikere. Vi mødes til aften- eller weekendarrangementer, hvor foreningens medlemmer skiftes til at fortælle om deres projekter, erfaringer og forskning. Her er der tid til at lære hinanden at kende på tværs. Dette vil jeg arbejde for at videreudvikle og gøre endnu mere relevant. Ud af dette fællesskab vokser der så en fælles vilje til at forbedre den faglige standard. Det sker ved at understøtte forskning, udbrede nye metoder, skrive lærebøger og deltage i videreudviklingen af normerne."

Hvad fascinerer dig ved geoteknik?
 "Geoteknik har fascineret mig lige siden studiet, fordi det er en interessant blanding af kompleksitet og enkelthed. Det er utroligt komplekst, fordi jords opførsel både i sig selv er vanskeligt at beskrive nogenlunde præcist, og fordi jord er et naturligt materiale, hvis egenskaber varierer fra sted til sted. Som geoteknikere kan vi ikke bare specificere vores materialestyrke, men må forholde os til jorden på projektlokaliteten. Samtidigt er geoteknik enkelt, fordi geotekniske konstruktioner i sidste ende er forholdsvis simple med en høj grad af gentagelse og med få detaljer. Det betyder, at man som geotekniker skal have et bredt kendskab til mange forskellige fagområder, have evne til at overskue kompleksitet og skal kunne tage gode, robuste, ingeniørmæssige valg, hvor man har øje for den væsentligste fysik og omkostningsstrukturen i det aktuelle projekt."

Er der nogle oversete potentialer ved at udbrede mere viden om geoteknik?
 "Der kan være en tendens til, at folk tror, at jordbunden er nem at beskrive, og at det grundlag man får med få undersøgelser er, som det er. Realiteten er dog, at den vurdering, vi som geoteknikere laver, altid er et kvalificeret gæt, som vi prøver at gøre robust. Derfor vil vi for det meste få bedre jordparametre, jo flere undersøgelser vi laver, og det vil altid nedbringe den overordnede projektrisiko. Derfor er det altid vigtigt og generelt en god forretning at få lavet grundige geotekniske undersøgelser tilpasset det enkelte projekt, men det kan være vanskeligt at overbevise bygherrer om det. Rent teknisk er der også et kæmpe potentiale i at få samlet data ind fra både undersøgelser og færdige projekter i et standardiseret format, så det er til at arbejde med for studerende og forskere."

Om Dansk Geoteknisk Forening

DGF er en 70 år gammel forening, der har 533 personlige medlemmer og 32 firmamedlemmer, som aktivt varetager danske geoteknikeres faglige interesser, nationalt og internationalt.

Mere info her

 Læs om EKJ's jordundersøgelser her

 

 


 

EKJ Rådgivende Ingeniører AS
Blegdamsvej 58
2100 København Ø
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK83175419
P nummer: 1002664775

Send til en kollega

0.047