23948sdkhjf

En rejse op gennem branchen

| Medlemsnyhed | Indrykket af Gorm Hansen A/S

Gorm Hansen A/S har i år 50-års jubilæum, og der er i den grad sket meget i løbet af de år. Vi har taget en snak med stifter af virksomheden, Gorm Hansen.

2020 er jubilæumsår for Roskilde-firmaet Gorm Hansen A/S. I 50 år har virksomheden nu været at finde i bygge- og anlægsbranchen, men faktisk strækker historien sig længere tid tilbage.

I midten af 1960´erne bor landmand og kartoffelavler Gorm Hansen sammen med sin familie i den østlige del af Roskilde. Pengene er ikke store og med dalende kartoffelpriser, er der på dette tidspunkt ikke mange mønter på kistebunden hos den lille familie. Derfor må der kigges nye veje, og Gorm køber en gammel lastvogn, hvilket bliver den spæde begyndelse på en lang rejse.

Grusgraven og rendegraveren

Efter købet af lastvognen tager Gorm Senior sønnen – der også hedder Gorm – i hånden og møder op nede i Nymølle Grusgrav i Roskilde. Den på det tidspunkt 15-årige søn bliver her placeret bag rattet i den gamle lastbil og får til opgave at køre overjord. Den første tid i grusgraven husker den ´unge´ Gorm som en meget speciel tid, der i den grad skiller sig ud sammenlignet med i dag.

- Nogle af chaufførerne havde fået taget deres kørekort. Den var heldigvis ikke gået i dag, husker Gorm Junior tilbage.

Der er ikke de store pengene at hente i grusgraven, så familien Hansen må igen tage en chance. Efter nogle år i grusgraven køber familien en spritny Ford-rendegraver. Gorm Junior bliver i forbindelse med den nye satsning sat til at køre rendegraveren lige på og hårdt.

- Jeg skulle lige lære at køre med den, så det fik jeg to dage til det, og så var det bare afsted, fortæller Gorm om sin debut som rendegraverfører.

I starten fungerer projektet med rendegraveren som et udlejningsfirma, men stille og roligt kommer der lidt færdiggørelsesopgaver sammen med anlægsgartnere og brolæggere ind. Opgaverne bliver løbende flere og flere, og 26. november 1970 stifter far og søn selskabet Gorm Hansen og Søn A/S.

Omstrukturering på den smalle ledelsesgang

Firmaet er nu en realitet, men starten kan bestemt ikke beskrives som en dans på roser. Som uddannet landmand er det meget begrænset med kendskab til entreprenørbranchen, og med en blot 20 år gammel knægt som medejer er der ikke de store erfaringer at trække på.

Når Gorm Junior tænker tilbage på sine første år som entreprenør, lægger han særligt vægt på den manglende viden og uddannelse, men forventningerne til egne evner var samtidig en hæmsko.

- Jeg kæmpede med at retfærdiggøre mig selv på en eller anden måde. Jeg var bange for ikke at gøre det godt nok. Det var først, da jeg kom op i 30´erne, at jeg fik noget mere selvtillid. Så i de første ti år kunne det godt være lidt hårdt, siger Gorm.

Udover den manglende erfaring og selvtillid, så kæmper firmaet i begyndelsen også lidt med ledelsesstrukturen. Særligt er temperamentet hos den ældre Gorm en udfordring.

- Min far havde et temperament, og det går ikke, når man sidder i nogle byggemøder og skal forhandle et eller andet på plads. En gang imellem må man slå koldt vand i blodet og bide i det sure æbler.

- Jeg husker et job op i Fredensborg, hvor han skulle forhandle nogle ekstraarbejder på plads. Da han så kom hjem, var han selvfølgelig blevet uvenner med dem, så vi fik ikke arbejdet. Jeg fik så sagt noget til ham, hvor han svarede, at så kunne jeg jo bare overtage, når jeg nu var så klog at høre på, fortæller sønnen om sin far.

Som sagt så gjort. Den gamle træder tilbage og overdrager ansvaret til den yngre Gorm. Selvom det er en stor beslutning, så bliver den respekteret, hvilket viser sig at være den bedste løsning for alle parter.

-  Han var bag ved mig, men jeg havde frie hænder. Han fik det også tusinde gange bedre med sig selv, da han blev lidt mere aktiv ude i marken, og jeg kunne jo stadig rådføre mig med ham, siger Gorm om faren.

En skelsættende fredag

Firmaets opgaver vokser op igennem 1970´erne, men Gorm har problemer med at give slip. Han står selv for det meste lige fra afsætning til tilbud. Dette ændrer sig dog en afgørende fredag i 1978.

I Fredensborg er der licitation på en stor udstykning med en stor adgangsvej, og samme dag skal der gives tilbud på et længere stykke af omfartsvejen i det daværende Frederiksborg Amt. Gorm starter bilen op og kører nordpå med sine tilbud til de to projekter. Senere på dagen vender han hjem med begge jobs i hånden. Fra nærmest det ene sekund til det andet har firmaet mere arbejde end nogensinde før.

Med den store mængde arbejde er der ingen vej udenom for Gorm. Han er simpelthen nødt til at udvide medarbejderstaben. Derfor ansætter han Jan Jensen og Knud Møller til at hjælpe ham med at styre de store projekter.

- Både Jan og Knud hjalp mig virkelig i den her periode. De var begge meget dygtige og fik aflastet mig, lyder det fra Gorm.

De to store projekter i Nordsjælland udvikler i den grad firmaets kompetencer og kapacitet. På begge sager nyder Gorm godt af behjælpelige samarbejdspartner, og arbejdet bliver dermed en lektion i, hvordan man arbejder med opgaver til et større millionbeløb.

- Jeg var simpelthen så heldig med de to sager. Det var virkelig to entrepriser, som jeg lærte utrolig meget af, husker Gorm.

Skiftende vinde

Der er altid en dag efter store opgaver, og sådan er det også for Gorm i slutningen af 70´erne og starten af 80´erne. Det går derfor lidt op og ned i den periode for den fremadstormende entreprenør fra Roskilde.

- Det er let nok at vokse, men man skal også vokse med en styring, så man er er klar til dagen i morgen. Jeg må da erkende, at jeg har prøvet det, modsatte et par gange, og det er ikke særlig spændende.

- Det kan hurtigt vende. Vi har været heldige på mange områder, men vi har altså også været inde i nogle kriser, hvor der ikke har været noget at byde på, lyder det fra Gorm.

I 1983 kommer der så for alvor vind i sejlene igen for Gorm, da han vinder firmaets hidtil største opgave. Hele ti kilometer af Sydmotorvejen skal etableres, og senere vindes der også flere stykker af Vestmotorvejen imellem Slagelse og Ringsted.

Krise og nye idéer

Hvis der er noget man som entreprenør i bygge- og anlægsbranchen kan være sikker på, så er det, at intet er sikkert. Det oplever Gorm på egen krop efter nogle gode år i 80´erme.

- Da vi blev færdig i Ringsted, går alt i stå. Der var simpelthen ikke noget, siger Gorm.

Gorm står midt i sin største krise og alle beslutninger er vigtige for virksomhedens fortsatte eksistens. Løsningen for Gorm bliver at kigge imod Tyskland, der står foran en genopretning efter jerntæppets fald i starten af 90´erne.

Gorm starter et selskab med navnet Inter-Dania. Oprindeligt er planen at starte selskabet med en række andre danske virksomheder, hvilket dog aldrig for alvor bliver en succes. Derfor bliver Inter-Dania en slags paraplyorganisation, hvor Gorms andel kommer til at hedde Inter-Dania Straßenbau.

Loyalitet og en ny legeplads

Samtidig med, at Gorm har øjnene rettet imod en tysk opstart gør to nye medarbejder deres indtog i firmaet. Kjeld Vedel og Erik Winther bliver ansat med henblik på at udvikle den nye tyske forretning. Særligt Erik Winther bliver afgørende i forhold til at skaffe arbejde i et nyt land.

- Erik kunne snuse job op. Han havde en evne til at begå sig på de bonede gulve, og vi fik en del gode jobs dernede, fortæller Gorm om Erik Winther.

Det helt store gennembrud i Tyskland kommer, da firmaet vinder en stor industriudstykning i Østberlin med en stor indtjening. Gennembruddet i Tyskland redder faktisk firmaet, da alt mandskab og materielt kan køre videre dernede.

Mange af dem, som tager med til Tyskland, er allerede ansatte i firmaet, og til trods for specielle arbejdstider er de klar til at tage turen. Den loyalitet gør den dag i dag stadig indtryk på Gorm.

- Jeg var meget imponeret over, hvor mange medarbejdere, der tog med derned. Det var fantastisk, de havde jo både familie og det hele i Danmark. Dyb respekt til alle dem, der støttede op om det, lyder det fra Gorm.

Dermed står Gorm med et mere eller mindre totalt tysk-baseret firma. Der er godt nok lidt aktivitet i Stevns Kridtbrud, men langt størstedelen af firmaets omsætning kommer syd for grænsen.

Tilbage til start

Årene i Tyskland er generelt gode for Gorm og hele virksomheden, men alt godt har for det meste en ende. En dag banker det på døren hos Gorm, og på den anden side står hans tidligere ansatte Erik Winther og Kjeld Vedel med en forespørgsel om at købe virksomhedens tyske afdeling.

Med M.J. Eriksson i ryggen har konstellationen Winther og Vedel de økonomiske muskler, som det kræver for at købe butikken. Derfor sælger Gorm store dele af sit livsværk.

- Fra den ene dag til den anden havde jeg solgt det hele, griner Gorm.

Egentlig står Gorm tilbage med et godt salg, men også en meget lille forretning i Danmark. Derfor er det mere eller mindre tilbage til start.

Denne gang er Gorm dog blevet ældre og har den erfaring og viden, som han manglede i 70´erne. Han er derfor helt klar med ambitionsniveauet.

- Jeg havde haft en stor størrelse, og det ville jeg egentlig ikke igen. Jeg forestillede mig noget lidt stille og roligt med på sigt 30-40 ansatte, fortæller Gorm.

Forretningen vokser igen

Gorms plan med selv at lade sin lille virksomhed vokse i et meget stille og roligt tempo holder dog ikke så længe. Imens Gorm skruer ned for sin aktiviteter, skruer konkurrenten M.J. Eriksson i den grad op.

Op igennem årene har Gorm kæmpet en del med M.J. Eriksson om forskellige opgaver af alle størrelser. Til trods for konkurrencen har Gorm altid haft et godt forhold til Jørgen Eriksson. Derfor bliver Gorms afdæmpede plan udfordret af Jørgens idéer.

- Jørgen kom til mig og spurgte, om vi ikke skulle lave et selskab sammen, hvor han gik ind som partner. I starten var jeg lidt tvivlende, men han fik mig overtalt, og så gjorde vi det, fortæller Gorm.

Beslutningen om at lukke Jørgen og søsteren Birte Eriksson ind i firmaet viser sig at være den helt rette beslutning. Gorm får lov til at styre showet, og familien Eriksson holder sig i baggrundens som en slags passiv medejer. Dermed får de i samarbejde for alvor bragt Gorm Hansen tilbage på Danmarkskortet.

Generationsskifte og finanskrise

Tiden går og Gorm er involveret i flere spændende projekter rundt om på Sjælland. Der kan nævnes projekter som Gokartbanen Roskilde Racing Center, Danmarks største udendørsscene og skibakken i Hedeland.

Firmaet kører altså stabilt, men op igennem starten af det nye årtusinde er den unge knægt, der sad i lastvognen i Nymølle Grusgrav blevet en ældre herre med masser af oplevelser at se tilbage på. Derfor begynder Gorm naturligvis at kigge på fremtiden.

Gorm har øje på sin mangeårige medarbejder Morten Hovmøller, som ham, der skal overtage hans livsværk.

- Jeg vidste, hvilken ånd jeg ville have firmaet kørt videre i, og det var jeg klar over her. Morten kan godt lide, at der er orden i sagerne, og det er der også. Det er virkelig en af hans stærke sider, siger Gorm om Morten.

I 2007 vil Gorm starte overgangsfasen, men den globale finanskrise sætter en stopper for de tanker. Gorm vil gerne føre sit firma igennem den sidste krise og skabe et godt udgangspunkt for Morten.

- Jeg synes lige, at jeg skulle køre den krise igennem. Det var ikke et spørgsmål om penge, det handlede mere om, at jeg skulle kunne se, at firmaet kunne køre videre på det grundlag, som jeg efterlod, fortæller Gorm.

Derfor sker en glidende overdragelsen af firmaet til Morten i starten af 2012, hvor Gorm i 2017 er købt helt ud af virksomheden. Dermed er Morten Hovmøller i dag ejer at virksomheden Gorm Hansen A/S.

Sol og stolthed

I dag nyder Gorm og hans hustru og støtte igennem 30 år, Lotte, tilværelsen, hvor de passer deres ejendomme i Danmark og bruger flere måneder om året i deres bolig i det solrige Spanien.

Gorm følger stadig med i, hvad der sker i branchen og særligt, hvad der sker hos Gorm Hansen A/S. Han ser her med stolthed på den virksomhed, som han har bygget op og glæder sig over udviklingen.

- Det er dejligt at se, at de stadig har gang i det derude, og jeg synes, at de gør det rigtig godt, siger Gorm.

Historien for Gorm er lang, og der kan ikke herske tvivl om, at det er velfortjent, når han sidder i en solstråle og tænker tilbage på en lang og flot karrierer.


Kommentarer

Flemming Holmgren
Tillykke Gorm med dine 50 år i entreprenør branchen!
Jeg ønsker dig al lykke i dit pensionist liv!
Hilsen
Flemming Holmgren

Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Gorm Hansen A/S

Lykkegårdsvej 11
4000 Roskilde
Danmark
Gorm Hansen A/S

Send til en kollega

0.141