23948sdkhjf

Anlægsgartnergruppen idverde vil hjælpe flere unge i job

| Medlemsnyhed | Indrykket af OKNygaard A/S

Med sin tilstedeværelse i alle dele af Danmark bidrager idverde til vækst i lokalsamfund. Selvom arbejdsløsheden er lav, er der stadig mange mennesker, der har svært ved at få en fod indenfor. Det vil idverde lave om på.

Som en del af virksomhedens bæredygtighedsstrategi er målet at skabe 5 % flere stillinger hvert år til mennesker med udfordringer på arbejdsmarkedet, bl.a. skal flere have en ny chance. Derfor øger idverdes datterselskaber i Danmark, OKNygaard og Malmos, indsatsen for at skaffe flere jobs til bl.a. unge, der af forskellige årsager ikke har fået fx en uddannelse eller som ikke har et job. 
 
For CEO i idverde Danmark, Morten Dohrmann Hansen, er det et naturligt skridt at tage som ansvarlig arbejdsgiver: 
 
”Vi oplever kun fordele med større mangfoldighed på arbejdspladsen. Det er vigtigt for os, at flere får en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed bliver bedre stillet - vi får samtidig tilført nye kompetencer og får nye perspektiver på det at være anlægsgartner. Det vigtigste for os er kompetencer, lyst til udvikling og til at bidrage til teamet – ikke folks baggrund”, udtaler CEO for idverde Danmark, Morten Dohrmann Hansen. 
 
Fra praktik til fast arbejde og uddannelse
I datterselskabet OKNygaard samarbejdes der bl.a. med TAMU - en praktisk uddannelse for unge mellem 18-30 år, der grundet sociale eller personlige udfordringer har svært ved at tage en uddannelse eller komme ind på arbejdsmarkedet.  
 
For Henning blev TAMU-samarbejdet startskuddet på en karriere inden for anlægsgartnerfaget. Han blev i marts 2021 ansat som arbejdsmand hos OKNygaard efter et projekt, hvor han og andre TAMU-elever hjalp med at skabe grønne uderum ved et boligområde i Jonstrup. Hennings plan blev en uddannelse som anlægsgartner med læreplads hos OKNygaard. 
 
”Fagligt er det et nyt område for mig, så jeg bliver hele tiden mødt af ny viden og nye problemstillinger. Men udover ny viden har jeg også fået en tro på mig selv og min fremtid – og OKNygaard har givet mig den chance, som jeg havde brug for”, fortæller Henning. 

Der er mange, der gerne vil bidrage 
For adm. direktør hos OKNygaard, Ole Kjærgaard, er der ingen tvivl om, at det gør en forskel for både virksomhed og den ansatte at øge indsatsen:
 
”Vi oplever, at de, der kommer ud i vores virksomhed, får succesoplevelser, der giver dem motivation til et fast arbejde. Omvendt lærer vi også meget af samarbejdet og bliver gearet til at styrke vores indsats for at få flere ind på arbejdsmarkedet. Vi får gang på gang bekræftet, at der er mange unge, der gerne vil bidrage på arbejdsmarkedet, men har svært ved at finde deres vej ind. Det kan og skal vi hjælpe med”, slutter Ole Kjærgaard, adm. direktør hos OKNygaard. 

Lærlingeforløb gav bevidsthed om egne evner
Også hos datterselskabet Malmos er der fokus på, at baggrund ikke skal være en hindring for at få et arbejde. Virksomheden har etableret et lærlingeakademi, som skaber et sammenhold mellem lærlingene og giver en stærk tilknytning til virksomheden. 
 
I Lærlinge Akademiet prioriteter Malmos ikke kun den faglige, men også i høj grad den personlige udvikling. Patrick er i dag en fast del af Malmos’ tagteam, og vejen gik netop gennem Lærlinge Akademiet. Som en del af sin erhvervsuddannelse (EGU) var han i tre måneders praktik hos Malmos, og da det var en god oplevelse for alle parter, startede Patrick i april 2019 på lærlingeforløbet. 

Patrick peger på fleksibilitet, forståelse og støtte – både hjemmefra og fra Malmos - som nøglen til succes. Bl.a. gav Malmos tid til, at han kunne komme på plads efter at være flyttet hjemmefra. Nu står Patrick med en fastansættelse som arbejdsmand og med en plan om at blive tillært gartner med supplerende kurser fra AMU. 

”Lærlinge Akademiet har givet mig en bevidsthed om mine egne faglige kompetencer og styrket min personlige udvikling. Før jeg begyndte hos Malmos, vidste jeg ikke, hvad det betyder at være en del af en arbejdsplads. Jeg har tilegnet mig nogle nye, sociale kompetencer. Det har gjort en stor forskel,” fortæller Patrick. 

For administrerende direktør i Malmos, Kim Thinggaard, betyder det meget for den unge, at de allerede har en eller flere succeshistorier i bagagen.

”Det giver god motivation for de unge, at Malmos kan vise forløb med en høj ’succesrate’. Det medvirker til, at de føler sig trygge her hos os og kan se, at vi tilpasser arbejdstid- og opgaver til individuelle behov. Vi viser, at der er gode fremtidsmuligheder internt eller i branchen”, fastslår Kim Thinggaard, adm. direktør i Malmos.

idverde vil i den kommende tid indgå flere partnerskabsaftaler målrettet forskellige grupper, som skal sikre flere i job eller uddannelse. Bl.a. har de indgået en aftale med fonden High:five, som hjælper med at etablere uddannelses- og arbejdspladser til unge, der er i risiko for at blive marginaliseret grundet kriminalitet. 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
OKNygaard A/S

Rosbjergvej 5G, Årslev
8220 Brabrand
Danmark
OKNygaard A/S

Send til en kollega

0.14