23948sdkhjf

Hvad med kloakkerne når vejene renoveres?

| Medlemsnyhed | Indrykket af Hartvig Consult ApS

Når vores veje står overfor en renovering, er det oftest tydeligt for de fleste. Der kan være revner i belægningen, store huller i asfalten eller lunker, hvor vandet bliver stående efter regnskyl.

Når først belægningen er begyndt at vise tegn på renovering, vokser problemerne sig oftest hurtigt større og det er ved at være tid for, at få vurderet omfanget af renoveringen. Rent visuelt giver det også et stort løft for områdets udseende, hvis der kommer ny asfalt, nye fliser og nye fortove og derfor er det måske nemmere at tage beslutningen om, at påbegynde renovering. Men hvad med kloakkerne nedenunder?

Vores kloakker er ikke synlige og har man ikke oplevet problemer med dem, så tænker man måske heller ikke på, at de kan være i dårlig stand. Ude af øje, ude af sind. Men påtænker man en renovering af grundejerforeningens veje, så er det for det første en god ide at få foretaget et vejsyn. Hvis vejsyn udføres af det rådgivende ingeniørfirma Hartvig Consult, så anbefaler de, at man samtidig retter opmærksomheden på kloakkerne. ”Når vi foretager vejsyn, så anbefaler vi også, at man får foretaget en TV-inspektion af kloakkerne, hvis vi ser skadestegn omkring brønde og dæksler ved gennemgangen” fortæller vejingeniør Abdi Abdirahman fra Hartvig Consult. ”Hvis vi ikke ser umiddelbare tegn på skader, så anbefaler vi, at man får foretaget TV inspektion inden man påbegynder en eventuel renovering af belægning. Det er virkelig ærgerligt, hvis man kort tid efter man har fået renoveret al sin belægning, finder ud af, at der er problemer med kloakkerne og man er nødt til at grave op og ødelægge den nye belægning. Har man revner eller lunker i belægningen så kan det sagtens være, at det skyldes et problem med en kloakledning nedenunder”.

Der findes tre typer af kloak. Enten et fællesystem hvor både regn og spildevand løber i samme rør eller et separeret system hvor spildevands- og regnvandskloak er separeret. Ved nyere udstykninger er oftest etableret separatsystemer. Som vejejer skal man sikre vejens håndtering af regnvand (jf. lov om private fællesveje). Et teknisk anlæg skal håndtere ”eget nedbør”. Dette sker ved at der er etableret afvandingssystemer i form af rendestensbrønde med riste på, som opsamler vandet til hovedkloak. Den private regnvandskloak er således en brønd og et stykke ledning, der er koblet til en hovedledning under vejen som enten ejes af det lokale forsyningsselskab eller grundejerforeningen.

Mads Olsen fra Hartvig Consult har arbejdet med kloakker i mere end 20 år og han understreger vigtigheden af TV-inspektion inden renovering af belægningen. ”Vi oplever at særligt kloakkerne fra 60’erne og 70’erne er i meget dårlig stand, det gælder både brønde, dæksler og ledninger. Og som oftest er det de færreste der ved, hvilken stand deres kloakker er i. Derfor anbefaler vi, at man får kørt TV inspektion af kloakkerne. Og det skal vel og mærke være alle stræk på ens kloak og alle grundejerforeningens brønde. Vi hører ofte om grundejerforeninger, der har bestilt en TV-inspektion, men ikke er opmærksom på, at prisen måske kun inkluderer TV på hovedledningen eller til første stop på hvert stræk. Der kan være forskellige årsager til, at man ikke kan komme længere på strækket, men det kan være mindre forhindringer som kan spules eller skæres væk, så man kan komme videre. Skal man have kørt TV inspektion, så skal man sørge for at ALLE stræk bliver kørt fuldt ellers har man ikke det fulde overblik over ens kloaknet. Når TV-inspektion er kørt, så er det de færreste der egentlig ved, hvordan data skal tydes. Der er forskellige koder for brud, rødder, forskydninger m.m. og alvoren af disse. Det er nødvendigt, at en ekspert kigger på data, for derefter at komme med en anbefaling om, hvad der eventuelt skal gøres ved kloakkerne”.

En TV-inspektion af kloakkerne er ikke ensbetydende med, at kloakkerne skal renoveres. Er der ikke behov for renovering, kan man få udarbejdet en drift og vedligeholdelsesplan. ”Det er selvfølgelig langt fra altid, at man skal i gang med renovering af kloakken, dog skal man sikre standen af kloaknettet er intakt så vi undgår underminering af foreningens veje” fortæller Abdi Abdirahman fra Hartvig Consult. ”Med en TV-inspektion får man overblik over de kommende udgifter og man kan lave helhedsplaner. Bliver der konstateret problemer med kloakken, så kan man jo håbe på, at man har opdaget problemerne inden de blev for store og udgifterne dermed ikke bliver for voldsomme. Det kan være, at man kan nøjes med at få lagt en strømpe i ledningen eller måske kan en punktreparation være nok. Det vigtigste er blot at få foretaget TV-inspektionen, så man sikrer sig at der ikke kommer overraskelser med kloakken kort efter man har fået lagt ny belægning”.

Står man ikke foran renovering eller TV-inspektion, så er der allerede små ting man selv kan gøre for at undgå problemer med kloakkerne. Ofte giver manglende vedligehold og manglende tømningsordninger af kloakkerne problemer for brugerne. Men det betyder ikke, at man med jævne mellemrum skal få spulet sine kloakker. ”Vi anbefaler ikke, at man får spulet sine kloakker, hvis man ikke har problemer” fortæller Mads Olsen. ”Spuling uden årsag giver blot et slid på kloakken og åbner måske for skader. Så har man ikke problemer med kloakken, så skal man ikke få spulet dem, men blot sørge for tømning og rensning”.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Hartvig Consult ApS

Lykkegårdsvej 15
4000 Roskilde
Danmark
Hartvig Consult ApS

Send til en kollega

0.204