Svært år for byggeriet
Det var op ad bakke for byggeriet i 2023, og for første gang siden 2020 nåede det professionelle byggeri ikke den magiske grænse på 100 milliarder kroner for igangsatte projekter.
2023 var på mange måder et vanskeligt år for byggebranchen, og for første gang siden 2020 formåede den samlede sum af igangsatte bygge-og anlægsprojekter i det professionelle projektmarked ikke at nå den magiske grænse på 100 mia. kr.
I 2019 blev der igangsat projekter for 100.011 mio. kr., en hård opbremsning i byggeriet på grund af en omsiggribende virus fik byggebranchen til kun at igangsætte projekter for 91.668 mio. kr. i 2020, men i 2021 kom byggebranchen stærkt tilbage og landede på 103.455 mio. kr. for at kulminere i 2022 med en samlet anlægssum på 112.171 mio. kr. anført af en række erhvervsbyggerier i milliardklassen.
I 2023 var det ikke en global pandemi, der stod som den store syndebuk, men derimod de svære markedsvilkår og stigende byggeomkostninger, der gjorde de private bygherrer mere forsigtige og tilbageholdende.
Mange projekter blev udskudt frem i tiden, og derfor ser forventningerne til indeværende år ud til at blive bedre end sidste år. Kombinationen af stigende byggeomkostninger og bygherrer, der mistede appetitten på at sætte projekter i jorden medførte, at byggebranchen for første gang siden coronaåret 2020 ikke kom over de magiske 100 mia. kr., men måtte tage til takke med 96.178 mio. kr. -en tilbagegang på 14 pct. i forhold til 2022.
Læs artiklen Svært år for byggeriet i Danske Malermestre
Foto Mads Jensen, Ritzau/Scanpix