Ny rekord – hos Kopp Sorø er 9 lærlinge færdiguddannet på én gang
Kopp Sorø har netop haft ikke mindre end ni tømrer- og murerlærlinge til afsluttende svendeprøve. Alle ni blev udlærte svende, med rigtig flotte resultater.
Holdet omfatter 5 tømrerlærlinge og 4 murerlærlinge, og der er et bredt spænd af kompetencer på holdet, med den yngste lærling på 20 år, og den ældste lærling på 58 år.
”Vi er umådelig stolte af vores fantastisk dygtige lærlinge, og de flotte resultater, de har leveret hver og en. Deres hårde indsats og engagement er uden sammenligning,” siger Lars Mouritsen, ejer af Kopp Sorø.
Hele 28,7% af en ungdomsårgang i Sorø valgte en erhvervsfaglig uddannelse i 2019, dermed ligger Sorø langt over den nationale målsætning på 25%.
Disse tal reflekteres i det rekordstore hold lærlinge, som Kopp Sorø har taget under vingerne og uddannet samtidigt. Kopp Sorø påtager sig helt bevidst et stort ansvar for at uddanne dygtige håndværkere, og indgår som del af Sorø Erhvervs Lærlingenetværk.
Kopp Sorø A/S er blandt de førende håndværksentreprenører på Sjælland, og har afdelinger i Sorø, Slagelse og Kalundborg. Virksomheden har kompetencer indenfor tømrer-, snedker-, maler-, murer- og brolæggerfagene, og løser mange fagligt krævende byggeopgaver, fx renoveringen af Nyborg Slot.
”Hos Kopp Sorø går vi op i at tilbyde vores lærlinge en uddannelse på et højt fagligt niveau, og arbejder derfor målrettet med lærlingeforløb inden for alle fagområder,” siger Lars Mouritsen.
Virksomheden har en lang tradition for at uddanne lærlinge og dermed at være med til at sikre fremtidens arbejdskraft i byggebranchen.
”9 lærlinge i et hug – det er godt nok første gang det er sket for os,” slutter en stolt mester.
Ud af de 9 lærlinge fortsætter 3 tømrerlærlinge og 3 murerlærlinge som svende hos Kopp Sorø. En murerlærling mangler på billedet, da han allerede samme dag startede job op, og de sidste to lærlinge er ligeledes på vej ud i nyt job.