Hvorfor drypper det fra undersiden af mine tagsten?

| Medlemsnyhed | Indrykket af Monier A/S

Kondensdannerlser i tagrummet. Monier undersøger problematikken. Mulige årsager og forslag til, hvordan kondensproblemerne kan afhjælpes.

De seneste uger har Moniers tekniske afdeling modtaget mange henvendelser fra både håndværkere og husejere, der oplever store problemer med kondensdannelser i tagrummet. Det er usædvanligt, så vi har valgt at fokusere nærmere på problematikken for at finde mulige årsager og forslag til, hvordan kondensproblemerne kan afhjælpes.  

Det, der møder folk, som kontakter os, er tagrum, hvor både undersiden af tagstenene, lægter og spær er meget fugtige. I nogle tilfælde er fugtproblemerne så store, at det direkte drypper fra tagstenens underside. Problemet er oftest størst under nordvendte tagflader. I enkelte tilfælde har kondensdannelserne været så omfattende, at vand er trængt gennem loftkonstruktionen og ned i boligen. Det er ikke normalt, hvorfor det helt naturligt har skabt en del ængstelse blandt de boligejere, som har oplevet at komme op i et meget fugtigt tagrum. Er mine tagsten utætte? Det er det første man tænker, men det er sjældent her vi skal finde årsagen.

Usædvanlige vejrforhold

Årsagen til de pludseligt opståede fugtproblemer skyldes med stor sandsynlighed et forbigående og noget usædvanligt sammentræf af hændelser vejrmæssigt. Det forgangne efterår var i sig selv særdeles regnfuldt, hvorfor den relative luftfugtighed* er større end i år med mere normale nedbørsmængder. Efteråret 2017 var det vådeste siden 1984. I september, oktober og november faldt der 290 mm nedbør, hvilket er 62 mm mere end gennemsnittet.

Et vådt efterår blev afløst af forholdsvis høje temperaturer omkring årsskiftet og derefter gentagne bratte fald til mere normale vintertemperaturer ledsaget af fugttilførsel i form af tåge og regn. Denne vejrmæssige cocktail førte til, at den luft som helt naturligt er blevet ført ind i tagrummet, har været meget fugtig. Når den fugtige luft kommer i forbindelse med elementer, der har en lavere temperatur, som f.eks. understrøgne betontagsten vil den relative luftfugtighed på fladerne på et tidspunkt kunne nå 100%. Det er i realiteten en fortætning af vanddampene, det der også kaldes kondens.

Understrøgne betontagsten og problemer med fugt 

Det er i øvrigt karakteristisk for de henvendelser vi har modtaget, at der udelukkende er tale om tage med betontagsten, der er oplagt uden undertag, men understrøget med enten sort fugemasse (bitumen/asfalt) eller skum. For de nævnte sagers vedkommende er der ligeledes den fællesnævner, at alle boliger er opført med gitterspærskonstruktioner med hældninger på mellem 20 og 30 grader i perioden fra slutningen af 1970’erne til midten af 1980’erne.

På understrøgne tagsten vil selve understrygningen danne ”bro” fra undersiden af en tagsten til den nedenfor liggende tagsten og så fremdeles. Fugten har derved de bedste muligheder for at løbe ned ad tagfladens bagside, hvor der er risiko for, at den ophober sig i dråber, der kan dryppe videre ned i konstruktionen.       

Det er naturligvis ikke rart, når man konstaterer, at det drypper fra undersiden af tagstenene, men værre er, at et for stort fugtniveau kan give misfarvninger af træværk og isolering, ligesom der kan opstå skimmelsvamp. Bruges tagrummet til opmagasinering kan kondensproblemer også gøre stor skade her. Endelig kan lofter og gulve tage skade, hvis vand trænger ind i loftskonstruktionen og drypper ned i beboelsen. 

Ud fra samtaler med både håndværkere og husejere kunne noget tyde på, at det oftest er utilstrækkelig ventilation ved tagfod og tagkip, som i langt de fleste tilfælde er årsagen til, at den dannede kondens ikke bortventileres hurtigt nok. BYG-ERFA blad 13 11 05 beskriver udførligt, hvordan man etablerer en korrekt ventilation af tagrummet. Har du gentagne gange oplevet at komme op i et fugtigt tagrum, og har du en formodning om, at utilstrækkelig ventilation er årsagen til problemet, da kontakt en håndværker for at få en grundig gennemgang af tagkonstruktionen, hvor der netop er fokus på ventilation.

En bedre ventilation kan måske i nogen grad afhjælpe problemet. Fortsætter tagkonstruktionen med at være fugtig over en længere periode af vintermånederne år efter år – og det efter, at fagfolk har konstateret, at der er den nødvendige ventilation, så er der nok kun én ting at gøre, og det er at få oplagt et nyt og mere tidssvarende tag. Der er mange muligheder for en traditionel tagløsning med undertag eller B&C Danflock®, der kan oplægges uden undertag.       

Vælg B&C Danflock®, hvis det gamle understrøgne tag med betontagsten skal udskiftes

Blandt de mange henvendelser vi har modtaget vedrørende fugtproblemer, er der ingen med B&C Danflock®. Det giver god mening, da eventuelle kondensdannelser på B&C Danflock® tagsten i modsætning til understrøgne betontagsten helt naturligt drænes ud på tagfladen via den unikke Danflock® fuge i tagstenenes overlæg og herfra videre til tagrenden.  

Et ekstra plus ved denne løsning er, at B&C Danflock®, der oplægges med en lægteafstand på 30-34 cm, ofte kan monteres direkte på de gamle 38x56 mm taglægter. Det forudsætter naturligvis, at de eksisterende lægter er i orden byggeteknisk dvs., at de har den fornødne reststyrke. De må ikke omlægges, og beskadigede lægter skal udskiftes med nye lægter, der overholder nutidens krav, hvilket betyder, at der skal anvendes T1-mærkede 38x73 mm taglægter. Husk i den forbindelse, at Arbejdstilsynet stadig stiller krav til faldsikkerheden, hvis de eksisterende lægter genanvendes.        

Vi håber denne artikel har kastet mere lys over de pludseligt opståede problemer med kondens i tagrummet. Har du yderligere spørgsmål, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte Moniers tekniske afdeling eller vores team af salgskonsulenter.

*Relativ luftfugtighed er forholdet mellem den mængde vanddamp, der er i luften ved en bestemt temperatur og den mængde vanddamp, der maksimalt kan være i luften ved samme temperatur. Mængden af vanddamp, som kan være i luften, stiger med temperaturen. Den relative fugtighed måles i procent og 100 % relativ luftfugtighed repræsenterer dugpunktet, hvor vanddamp ændrer form til vanddråber. Den relative fugtighed i udendørs luft varierer alt efter årstiden og tidspunktet på døgnet. I Danmark er den relative fugtighed ude højest om vinteren, hvor man ofte kan måle 100 % relativ fugtighed i form af regn og tåge.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Monier A/S

Kong Christians Allé 53
9000 Aalborg
Danmark
Monier A/S

Billeder & videoer

Monier_skimmelsvamp på lægter_IMG_0410 (002)

Send til en kollega

0.181