23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Tag- og etagerenovering løfter bevaringsværdig ejendom i Kødbyen

Skou Gruppen er i gang med at renovere en kontoretage og taget i en ældre ejendom på Slagtehusgade i det historiske Kødbyen.

Som en del af Skou Gruppens serviceaftale for Københavns Kommune er virksomheden i gang med at ombygge 2. etage i en bygning fra 1879 i det populære Kødbyen på Vesterbro. Bygningen var oprindeligt et slagtehus, men huser i dag mindre iværksættervirksomheder, som får langt bedre forhold efter renoveringen.

2. etage ombygges til et stort åbent kontor, hvor store dele af den eksisterende trækonstruktion bliver synlig. I stueetagen og på 1.sal renoveres toiletterne. Samtidig udskiftes det 1.000 kvadratmeter gamle skifertag, som var beklædt med tagpap, på bygningen og erstatter det med naturskifer med fast undertag og isolering af tagkonstruktionen. Gottlieb Paludan Architects er totalrådgiver på sagen.

”Nedriverne har siden januar været i gang med miljøsanering og med at fjerne det gamle tag. De har blandt andet sandblæst tagkonstruktionen for at få den gamle giftige maling af. Det har efterladt de synlige tagspær rå og utroligt flotte. Nu er vi klar til, at de øvrige håndværkere kan gå i gang med deres del af arbejdet,” siger byggeleder hos Skou Gruppen, Kevin L. Pedersen, og tilføjer, at renoveringen forventes færdig til sommer.

Bevaringsværdi sætter rammen for tagrenovering
Som det er normalt for bygninger af ældre dato, er tagkonstruktionen skæv. For at sikre at det nye skifertag ligger stabilt, er tømrerne gået i gang med at rette den gamle tagkonstruktion op.

”Bygningen har en høj bevaringsværdi, ligesom Kødbyen er fredet. Derfor må vi ikke bygge opad, som vi normalt gør, når vi skal rette en tagflade op. Det ville ødelægge sammenhængen mellem denne og nabobygningerne. Derfor bygger vi nedad og monterer 15 centimer tømmer på de eksisterende spær. Det resulterer i, at tagfladen rettes op med to centimeter,” forklarer Kevin L. Pedersen og uddyber:

”Når vi monterer et skifertag, arbejder vi nemlig med en tolerance på to millimeter. Hvis tagets højde varierer mere end det, vil skiferpladerne komme til at kæntre med risiko for, at de knækker.”

Byggeplads med trange forhold og høj sikkerhed
Kødbyen er et populært tilholdssted for Københavnere og turister, der skal ud og spise og have det sjovt. Samtidig er det også et område, hvor flere af byens stofmisbrugere holder til i det skjulte. Der skal tages hensyn til begge grupper, og det sætter rammen for byggepladsens forhold.

”For os er det vigtigt, at der er plads til alle. Vi må ikke være til gene for de mange virksomheder, som holder til i Kødbyen, bygningens brugere eller områdets besøgende. Derfor er vores byggeplads afgrænset, så vi fylder så lidt som muligt, ligesom vi har indrettet byggepladsen og sikkerhedsforholdene efter det miljø, vi arbejder i,” siger Kevin L. Pedersen.

For at tage særligt hensyn til gruppen af socialt udsatte i området og deres sikkerhed har Skou Gruppen sikret byggepladsen ekstraordinært i seks meters højde mod de normale tre meter. På den måde undgår vi, at uvedkommende får adgang til bygningen eller falder ned fra stilladset.

I planlægningen af sikkerheden på arbejdspladsen spiller håndværkerne også en afgørende rolle:

”For at sikre et godt arbejdsmiljø samarbejder vi med et vagtværn, som runderer byggepladsen hele dagen. Så kan håndværkerne være trygge og koncentrere sig om det, de er gode til – nemlig at bygge. Kødbyens Drift hjælper os med at holde byggepladsen og området omkring den ren, så der ikke ligger kanyler eller andet, som kan være til fare for håndværkerne eller bygningens brugere.    

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.063